Start Adfærd & Adfærdsbehandling Artikler & Trænings tips Hundeforum Fotos Se de seneste nyheder!
 

Basse - Dansk svensk gårdhund - klik på billedet for at se det i stort format.
Basse har gået til træning hos Hanne Maria.

Klik på billedet for at se det i stort format
Træt Berner Sennen efter fri leg til træningen.


Thomas er blevet en skøn og rolig hund.
 
 
En hvalpe ejers dagbog
EN HVALPEEJERS DAGBOG 1

Igennem det sidste 1½ år har jeg haft lyst til at få en hund til. Jeg har hele tiden vist, at det skulle være en border collie. Det er der flere grunde til. Jeg vil gerne have en hund, som har let ved at lære ting, har en stor arbejdskapacitet, er samarbejdsvillig og synes, det er sjovt at lave noget sammen med mig. Jeg vil også utrolig gerne lære mere om at hyrdehundearbejde. Og så nyder jeg virkelig at betragte en border collie bruge sit hundesprog – den har meget tydelige signaler. Endelig håber jeg også, at den nye hvalp kan berige mine to andre hundes liv. Nu er det jo ikke verdens nemmeste hund, jeg har sat mig i hovedet. Derfor har jeg haft MANGE skrupler og bekymringer. Først og fremmest det at skulle have tre hunde – det er godt nok mange at skulle aktivere, lufte og træne hver dag. Og en border collie er en meget aktiv hund, og kan jeg nu tilbyde den et godt nok og aktivt nok liv. Jeg er jo trods alt temmelig magelig anlagt og nyder mine fredelige aftener med hundene, der ligger roligt og sover i deres kurve.

Jeg havde faktisk også besluttet mig for, at det ikke skulle være lige nu, jeg skulle have hund. Dog ville jeg have hund nr. 3 inden for det næste 1½ år på grund af mine to andre hunde. Jeg vil ikke risikere at stå i den situation, at jeg kun har en hund, når min ældste hund bliver så gammel, at hun skal aflives. Min hanhund er fire år nu og min hunhund 7 år. Min hanhund er altså gammel nok til at takle, at der kommer en hvalp i huset, og min hunhund er dels kommet sig over sine operationer og i fuld vigør, dels ikke for gammel.

Det er nu 1½ år siden, jeg gik i gang med at undersøge, hvor jeg skulle have hvalpen fra. Jeg har været rundt på samtlige hjemmesider på Internettet, spurgt folk med forstand på racen om, hvilke opdrættere der laver sunde hunde med gode temperamenter, spurgt folk med forstand på mig (og hunde) om, hvilken type hund jeg skulle have, og hvilke opdrættere og linier der laver hunde, som passer til mig, besøgt opdrættere og talt med border collie ejere, set en masse hunde til træning og meget mere.

Jeg har aldrig været så grundig før, men jeg har jo også haft tiden til det – fordi ’det var jo ikke lige nu, at jeg skulle have en hvalp’. Jeg fandt så endelig den forældrekombination, jeg ville have hvalp efter, blandt andet efter flere gange have været sammen med to af denne kombinations afkom. Jeg ringede så til opdrætteren for at høre, hvad han have af planer for de næste par år med hensyn til at parre de to hunde igen. Svaret var – selvfølgelig – at de lige var blevet parret, og hvalpene kunne afhentes 1. weekend i det nye år. Det værst tænkelige tidspunkt at skulle have hvalp på. Jeg kunne ikke tage ferie fra arbejde – vi har jo lige haft næsten to uger, og det er hundekoldt – en dårligt udgangspunkt for renlighedstræning.

Efter at have tænkt mig om og talt med nogle venner om det, besluttede jeg at kaste mig ud i det – for jeg vidste jo ikke, om denne kombination ville få flere hvalpe. Jeg fik arrangeret med mit arbejde, at jeg kunne få ’hvalpe-barsel’, hvilket vil sige, at jeg arbejder hjemme et par uger – og kan gå tidligt i den 3. uge. Herudover bor jeg så tæt på mit arbejde, at jeg kan tage hjem i frokosten, indtil min hvalp kan klare at være alene i 7 timer.

Herpå har jeg måtte kaste et kritisk blik på mine to hunde, som skal være med til at opdrage og i det hele taget påvirke den nye hvalp. Hvad gjorde jeg rigtigt med dem, da de var hvalpe, og hvad har jeg gjort forkert? Hvad har de af unoder og dårlige vaner, som jeg ikke vil have, at den nye hvalp skal overtage? Jo, de gør i bilen, når vi kører. De er for dårligt præget og socialiseret på børn. De trækker i snoren, som de sjældent luftes i. De gør lidt for meget, når der kommer gæster. De har det med vogte lidt rigeligt på gåturene. De går lidt for meget efter fært. Osv. osv. Listen er lidt længere, end jeg egentlig synes om, og jeg de sidste 3 måneder været i gang med at rette op på unoderne. Jeg har også lavet lister over, hvad den nye hvalp absolut skal lære for at kunne fungere godt i samfundet, og hvilke miljø/oplevelser den skal socialiseres til. Jeg har kastede mig over forskellige hundebøger igen for at blive genopfrisket på, hvordan det er at have hvalp, og hvad man skal huske på. Endelig har jeg været på indkøb for at købe sele, hundesnor, legetøj, hundekurv og mad- og vandskål.

Da jeg har valgt en opdrætter på den anden side af Storebæltsbroen, har jeg desværre ikke været så meget på besøg, som jeg gerne ville. Det er kun blevet til den ene gang, hvor jeg skulle vælge hvalp. Helst havde jeg villet været på besøg ca. en gang om ugen, fra hvalpene var fem uger (jeg må være enhver opdrætters mareridt). Så den hvalp, jeg endte med at vælge, kendte mig bare lidt, når jeg skulle hente den. For mig er det simpelthen det værste at tage hvalpen fra dens mor, søskende og alt det, den kender. Da jeg sidst skulle hente hvalp – min hanhund - brød jeg grædende sammen. Så også her er der nogle ting, jeg skal gøre bedre denne gang.

En af de meget vigtige ting, som jeg altså ikke nåede denne gang, var at besøge opdrætteren, inden jeg besluttede mig for, at det var herfra, jeg ville have hvalp. Det skyldes til dels, at jeg havde set to af hvalpene derfra, og de er både velpræget og velfungerende. Men det er normalt ikke et punkt, jeg synes, man skal springe over. Tværtimod synes jeg, at det at vælge opdrætter og se de forhold, som hvalpen skal vokse op under, få en snak med opdrætteren, som man gerne skal synes om og være på bølgelængde med, og hilse på den kommende hundemoder og gerne også hundefader er en meget vigtig del af det at købe hvalp.

En stor del af prægningsperioden finder nemlig sted, mens opdrætteren har hvalpene. For mig er det utrolig vigtigt, at hvalpene er godt præget på og glade for mennesker – både mænd, kvinder og især børn (gerne helt små), at opdrætteren har andre hunde – især hanhunde, som hvalpene omgås, fra de er gamle nok, og at hvalpene har levet med alle de lyde, som findes i et almindeligt hjem (støvsuger, køkkenmaskiner, telefoner, vaskemaskiner, gryder, der falder på gulvet, bestik, der tabes m.m.). Hvalpene må også meget gerne have mødt katte, kørt i bil og set verden udenfor med alle dens lyde jævnligt.

Jeg er også stor tilhænger af, at hvalpene har noget alder med sig, når de forlader opdrætteren. Jeg venter selv helst med at hente hvalpen, til den er ti uger gammel. Og da den selvfølgelig er vokset op hos en opdrætter, som præger og socialisere hvalpene rigtigt, er det ikke noget problem. Jeg tror på, at det giver hvalpene noget robusthed at vente. De har også haft mulighed for at lære noget mere om hundesprog af moderen og de andre hunde, de omgås. Og endelig har jeg hørt om en opdrætter, der konsekvent beholdt de hvalpe, der skulle ud i børnefamilier, til de var 10-12 uger gamle, fordi så var der ingen problemer med hvalpebideri og børn, der blev bange. 

Som sagt har jeg kun været på besøg hos min opdrætter, da jeg skulle vælge hvalp. Og det er det valg, jeg vil slutte dagbogen af med denne gang. Jeg er normalt ikke tilhænger hvalpetest, da jeg ikke mener, at de viser særlig meget – især ikke dem, som går ud på at vurderer, om en hvalp er dominerende eller ej. Det er jeg overbevist om, at man ikke kan vurdere i den alder. Det vil ændre sig fra dag til dag, og nye omgivelser og miljøer vil også påvirke den såkaldte dominerende/underlegne hvalp. Men jeg har givet hvalpetest mange tanker denne gang, for jeg har altid tidligere valgt hvalp med hjertet. Jeg og en veninde har derfor diskuteret frem og tilbage, hvad man egentlig kan teste, når hvalpen er 7 syv uger, som den ville være, når jeg skulle vælge. Vi fik lavede en liste med punkter, som vi mente, vi kunne teste, og som ville være relevante for at finde en hvalp, der passede til mig. Det var altså en meget individuel hvalpetest, som i høj grad var tilpasset mig som person.

Den store dag oprandt, og vi kørte af sted for at se hvalpene for første gang. Jeg var forsynet med listen over, hvad vi skulle kigge efter hos hvalpen. Som altid, når jeg skal se på hvalpe, ved jeg ikke rigtig, hvad ben jeg skal stå på. Syv bedårende hvalpe kiggede da også på mig denne gang, og hvordan i alverden skulle jeg kunne vælge den ene frem for den anden? Så jeg kastede mig over de voksne hunde. Da jeg endelig begyndte at koncentrere mig om hvalpene, gik der ikke meget længere end et kvarter, så havde jeg totalt forelsket mig i den ene af dem. Og nok så mange hvalpetest, gode råd m.m. kunne ikke rokke ved den beslutning. Igen fik jeg valgt hvalp med hjertet. Men jeg tror heller ikke, at det er så galt endda – hvalpen skal trods alt være en ven for livet. Jeg tror dog også, at diskussionerne om hvalpetest, alle de gode råd, jeg har fået undervejs, og mine egne overvejelser har haft en finger med i spillet i min umiddelbare uovervejede beslutning. Jeg ved i hvert fald, at når jeg ser i bakspejlet, så har hele processen med at snakke hvalpekøbet og valg af hvalp igennem med en masse ’hundekloge’ mennesker – og især dem, som kender mig godt, været utrolig værdifuldt - og det skal nok vise sig, at jeg har valgt den ’helt rigtige’ hvalp – for mig.

EN HVALPEEJERS DAGBOG 2  - DEN FØRSTE TID

Så fik jeg endelig min hvalp hjem. Og jeg klarede afhentningen hos opdrætteren uden at tage den store tudetur som sidst. Men alt gik også bare perfekt. Hvalpene var ikke inde i huset, da jeg kom. Så jeg tog Chip (som min hvalp er kommet til at hedde) med ind i stuen, hvor vi sad og snakkede ca. 1½ time, mens han drønede rundt og legede. Herpå tog vi ham med uden for, hvor han mødte mine to andre hunde – først den ene og så den anden. De overså ham TOTALT - med mindre de ikke kunne undgå det, og så knurrede de ad ham. Det tog han dog med oprejst pande. Så kørte vi hjem. Ikke en lyd kom der fra ham. Han snorksov hele vejen i skødet på mig, der sad på bagsædet mellem de to andre hunde. Det har jeg nemlig haft succes med før, fordi en anden hund tager noget af opmærksomheden fra det at blive taget væk fra alt, hvad hvalpen hidtil har kendt.

Men så kan jeg heller ikke længere sige mig fri for ikke at have været skrækkelig bekymret – som ALLE hvalpeejere er. Og det er utrolig sundt for en, som rådgiver andre om hunde, at mærke bekymringerne på egen krop. Rigtig meget af det, jeg har bekymret mig om, har været ting, hvor jeg ville sige til andre, at det skulle de ikke bruge energi på at bekymre sig om. Men sådan fungerer det bare ikke. Og jeg har også måtte rådføre mig adskillige gange hos hundeeksperter i min omgangskreds.

Mit altoverskyggende problem har været, at de to ’gamle’ var – og til dels stadig er - hårde mod ham. Han er simpelthen ikke accepteret som en del af flokken og bliver ’hakket’ på. Jeg har derfor været nødt til at styre samværet – og det er en svær balancegang. På den ene side må jeg stoppe de to gamle for at beskytte hvalpen mod at få dårlige oplevelser. På den anden side skal jeg også sikre mig, at de to gamle får positive oplevelser med hvalpen, og de må ikke tro, at de ikke må sige fra over for ham, når han overtræder hundereglerne i hjemmet. Og jeg vil jo også gerne have, at de opdrager på ham, når han engang bliver optaget af flokken.

De første dage var jeg meget nervøs for, at det skulle give Chip så dårlige erfaringer med hunde, at det kunne udvikle sig til aggressivitet, når han blev voksen. Der er nemlig en del border collie hanner, som er aggressive over for hanhunde. Og det vil jeg nødig have sker med min. Men det viste sig snart, at han mødte voksne, ’venligsindede’ hunde med masser af gå-på-mod og glæde. Så lige nu er jeg ’kun’ bekymret for, at de to ’gamle’ aldrig vil optage ham som en del af flokken, at to hanhunde kan give problemer, når Chip vokser op, at han bliver stresset som voksen – der er altså rigtig meget gang i en border collie hvalp - og så videre, og så videre…

Som jeg fortalte i sidste nr. af HundeNyt, har jeg haft hvalpeorlov og arbejdet hjemme de to første uger. Jeg har brugt tiden på at starte træningen af forskellige ’dagligdagsting’. Jeg har trænet alene-hjemme ved først at forlade ham meget kort tid, når han sov, for at gå i bad, ud med skraldespandet, ind i et andet rum osv. Alt sammen meget kortvarigt, så han kunne lære at lave forbindelsen mellem, at når jeg går, kommer jeg altid igen. Herpå gik jeg over til at lukke dørene efter mig, når han var vågen og gerne ville følge med – både døre i huset, bagdør og hoveddør. Det har jeg gjort mindst 50 gange om dagen. Herpå er jeg begyndt at gå små ture til f.eks. kiosken, bageren m.m. Nu er jeg oppe på, at han kan klare 3-4 timer alene, og nu hvor jeg er startet på arbejdet igen, tager jeg hjem og lufter ham i min frokostpause. Jeg regner med, at han i løbet af de næste par uger vil kunne klare at være alene de 7 timer, jeg er arbejde.

Renlighedstræningen startede jeg også på fra dag et. Og det gik RIGTIG godt den første uge. Næsten ikke et eneste uheld inden dør, og han holdt sig hele natten. Jeg tænkte, at jeg nok havde fået en af de hvalpe, som bliver renlig i løbet af 2 dage. Men men men – sådan er det ikke gået. I takt med at jeg ikke er så hurtig til at gå ud med ham længere, bliver uheldene flere og flere. Så jeg regner ikke med, at han bliver rigtig renlig, før omkring den sædvanlige 4-5 måneders alder. Så der er ikke andet end bare at fortsætte med at tage ham ud, når han har spist, sovet, drukket, leget og i det hele taget ser søgende ud. Og så MASSER af ros, evt. en godbid, når han gør det udenfor.

En af de andre ting, jeg har trænet meget, er bidhæmning. Hvalpe bider utrolig meget, og det gør de som et led i at blive et socialt dyr/et flokdyr. De skal prøve sig frem for at finde ud af, hvor hårdt de kan bide et flokmedlem uden at skade det. Skader på flokmedlemmer kan betyde en katastrofe for hele flokken. Jeg ved, at hvalpebideri er et RIGTIG stort problem for mange hvalpeejere, blandt andet fordi de bliver nervøse for, om hvalpen er ved at blive aggressiv. Det er den ikke, men hvalpebideri skal takles fornuftigt.

Jeg har trænet ved at lade Chip bide i mine hænder, ben, fødder m.m., og hver gang han har bidt hårdt, har jeg sagt PIV - og trukket hånden, foden m.m. mig til mig. Legen genoptages så 3-5 sekunder, efter han er holdt op med at bide, og jeg roser en masse, når han bider forsigtigt. Det er vigtigt, at man træner, mens hvalpen er relativ rolig. Når den kører op, og det kan let ske, blokerer de, og PIV trænger ikke igennem. Jeg har konsekvent forladt ham og legen, når han er begyndt at køre op. Jeg orker heller ikke at træne det hele tiden, og så tager jeg bare noget af hans legetøj og afleder ham med det.

Træning er gået rigtig godt. Han bider stort set ikke hårdt i mig længere. Næste fase er så at lære ham, at han slet ikke må bide i mennesker, men højst slikke på dem. Træningen er den samme, blot går jeg over til at sige PIV og trække mig lidt væk, hver gang han ’sætter’ tænderne i mig. Han bliver så rost og leget med, når han ikke bider. Det er en træning, jeg vil fortsætte, til han er omkring 5 måneder og skifter tænder. Endelig skal jeg lige sige, at jeg har valgt at bruge PIV og ikke AV, da jeg fra min hanhund ved, at det sidder så dybt i ham, at når jeg senere hen har slået mig og siger AV, så reagerer han meget kraftigt med dæmpende signaler m.m. Og det synes jeg faktisk er lidt synd for ham.

Jeg er også gået i gang med at vænne Chip til at blive rørt ved, efterset, blive børstet og få klippet negle. Det træner jeg ganske kort tid (10-20 sekunder med hver ting) hver dag. Og jeg bruger masser af godbidder – et strøg med børsten fører til en godbid, et klip i luften med klosaksen giver en godbid, at blive set efter i 3-4 sekunder giver en godbid osv. Hen ad vejen trapper jeg så tiden og antallet op, før det giver bonus i form af en godbid. Målet er, at han skal forbinde disse ting med noget rart i sig selv og nyde at få det gjort – eller i hvert fald acceptere det uden at trække sig eller føle meget ubehag ved det. 

Herudover er jeg også gået i gang med at grundlægge gode vaner, træne indkald (mindst 25 gange om dagen) og lave miljøtræning. Men det fortæller jeg mere om næste gang.

EN HVALPEEJERS DAGBOG 3  - FØRST ER MAN LILLE, SÅ BLIVER MAN STOR

Nå, ja. Så stor er han nu heller ikke blevet siden sidste. Men der er bare sket så meget, fra jeg fik ham til nu, hvor han er blevet 4 måneder. Først og fremmest har han være syg. Diaré i 2½ - og jeg var ude af mig selv. Man bliver fuldstændig panisk, når alt, hvad man putter i den ene ende, ryger lige så hurtigt ud i den anden. Men det var min egen skyld. Fordi jeg er vant til to ’gamle’ hunde, der hurtig kommer sig, så gik jeg for hurtigt væk fra skånekosten. Men nu er han fit for fight igen – og der er rigtig meget gang i ham. 

Og hvordan går det så med alt træningen og opdragelsen? Jo, renlighed er – stadig - en by i Rusland. Nu går jeg bare og venter på, at det bliver forår, og døren kan stå åben. Han er nået dertil, at han går ud, hvis døren står åben. Men er den lukket, ja så sætter han sig på et af sine favoritsteder. Der er også en sammenhæng mellem, jo renere jeg har det, jo bedre er han til at holde sig. Og da jeg ikke lige frem lider af rengøringsvanvid, må jeg endnu engang påtage mig skylden for, at renlighedstræningen går lidt langsom. Men det skal nok komme, og det er ikke unormalt, at hvalpe første er renlige som 5- 6 måneder.

Ellers er alt kommet mere ind i rutiner, og jeg sløver lidt af med alt det, jeg egentlig gerne ville træne. Men det tror jeg egentlig er meget normalt. For når man lige får en hvalp, bruger man så meget energi på den, at der må komme en ’downperiode’ bagefter. Men der foregår jo også en masse ’træning’ i dagligdagen, som jeg egentlig ikke tænker over. Hver dag går jeg to gange om dagen en tur, hvor han kan være løs og møde andre hunde. Han får en masse gode oplevelser med alle mulige forskellige slags hunde. Han møder kæmpehunde som grand danois, new foundlændere og leonbergere. Hunde, der lyder ’underlige’ som boxere og franske bulldogs, hvis flade næser gør, at de ’grynter’ en del. Alle former for terriere, der med deres opretstående haler signaler overlegenhed. Han møder hvalpe, unghunde og gamle hunde. Jeg har kun haft positive oplevelser, hvilket jeg faktisk selv er lidt overraskede over. Jeg hører så mange historier om hvalpe, der bliver overfaldet. Men jeg har ikke mødt en eneste hund, som har skræmt ham. Der er selvfølgelig altid hunde, der ikke gider at snakke og derfor afviser ham ved at knurre, tage ham om snuden eller lignende. Men det er jo helt normalt og noget han skal lære.

Fra dag 1 har jeg trænet indkald. Både hjemme og ude på gåturene – RIGTIG mange gange hver dag. Jeg begyndte med at rose ham og give ham en godbid, hver gang han kom hen til mig af sig selv. Det har jeg gjort RIGTIG længe  - og gør det stadig. Hen ad vejen, har jeg så sat KOM på, når han var på vej hen til mig. Og efterhånden har jeg kunnet sige KOM tidligere og tidligere. Indkaldet har nok været den træning, jeg har været mest ihærdig med. Jeg bliver nødt til at føle, at jeg et minimum af kontrol over mine hunde: at de – nogenlunde – kommer, når jeg kalder, og at de følger mig rundt, uden jeg skal gå og holde øje med dem. Jeg kunne tidligt se, at jeg måtte være lidt ihærdig med ham, fordi han ellers bare gik med andre, der lige havde nogle sjove hunde. Han er ikke, som mine PON’erne var, da de var hvalpe. De holdt sig til enhver tid til mig. I starten måtte jeg være meget opmærksom på ham på gåturene. For kom der nogle mennesker med eller uden hund, så gik han med dem. Så jeg var på ’vagt’ og fik kontakt med ham, når de skulle gå – og løb den modsatte vej og fjollede. Eller hentede ham hos dem, der gik videre. Det er altså SÅ irriterende, når man har hvalp. At folk bare går – og går. Og man løber for at indhente dem. Jeg ved ikke, om der er andre, der kender følelsen?

Nu skal jeg heller ikke gøre ham værre, end han er. For som alle hvalpe følger han flokken og er bange for at blive væk. Derfor skal man faktisk slippe hvalpen ud af snoren så hurtigt som muligt (på steder, hvor det er sikkert at have dem løse), når man får dem. For at udnytte at de af sig selv følger flokken. Men inden han fik knyttet bånd til mig, kunne han jo lige så godt følge med andre, der var sjove og hyggelige – eller havde hunde der var det. Det er dog slet ikke et problem nu. Han kan glemme tingene omkring sig, men kommer så, når jeg kalder. Nu er jeg gået i gang med at træne, at han også i disse situationer skal holde øje med mig, for jeg kan finde på at forsvinde. Men han er blevet 4 mdr., og her kommer den første selvstændighedsperiode. Og det kan jeg godt mærke. Er han lige optaget af en sjov pind eller en god duft, så gider han altså ikke lige komme. Og så er der ikke andet at gøre end at gå hen og hente ham – stille og roligt. Han skal ikke opleve succes med ikke at komme.

Ellers har jeg forsøgt mig med at skabe nogle gode vaner. Noget er gået godt, andet ikke. Jeg har fra starten haft ham i bunden af bilen, når vi kører. Og det er jeg bare SÅ glad for. Han ligger sikkert dernede og trimler ikke omkuld, når jeg drejer eller må bremse lidt hårdt op. Han slipper for at få hak af min hunhund, hvis hun nu lige synes, han er irriterende. Og endelig slapper han af – han falder næsten altid i søvn, når vi har kørt et lille stykke. Jeg havde også besluttet mig for, at hundene skulle lære at vente ved dørene, til jeg sagde, de kunne gå ud. Ikke for at opbygge lederskab – det tror jeg ikke på opbygges ved døren – men for at undgå det stress, der meget let opstår ved døre, fordi det giver hunden et ’kick’ at komme ud. Men det er jeg fuldstændig ude af stand til at gennemføre. Det er simpelthen ikke vigtigt for mig. Undtagelsen er dog bildøren, hvor jeg med de to gamle hunde oplevede, at det var meget besværligt (og komisk for andre), da de ikke havde lært at vente, til jeg sagde Værsgo.

Jeg bliver mere og mere overbevist om, at de husregler, det kan være en god idé at have, skal tage udgangspunkt i ting, man oprigtigt bare ikke gider, at hunden gør. Ikke nogle kunstig opstillede regler, som man ikke føler 100% for. Jeg gider for eksempel ikke, at mine hunde hopper op. Og ingen af dem gør - nå ja, nu må vi lige se, hvordan Chip udvikler sig. Jeg har aldrig trænet det særlig meget. Når de er hvalpe, har jeg brugt meget at sætte mig på hug. Ellers har jeg ikke været særlig bevidst om, hvad jeg har gjort. Jeg skælder ikke ud, men jeg giver dem heller ikke opmærksomhed, hvis de hopper op. Dog har jeg nogle hyggesituationer, hvor jeg inviterer dem til at hoppe op. Og resultatet har altså været, at de aldrig hopper op af hverken mig eller andre. Til gengæld tigger de ved bordet, og det har jeg intet imod. Derfor er jeg heller ikke motiveret for at lære dem at holde op.

En anden ’regel’ – eller god vane - jeg har, er, at Chip skal stoppe, når jeg siger det, hvis vi fjoller rundt, og han bider i f.eks. mine ærmer eller bukseben. Det er også sådan en ting, som jeg bare ikke vil gider. Mine hunde skal stoppe legen, når jeg beder dem om det. Jeg gør det ikke, fordi jeg vil ’styrke lederskab’, eller fordi de ’skal kende deres plads’, men fordi jeg synes, det er irriterende, hvis de ikke kan det. Men det skal trænes, for det kommer ikke af sig selv. Den træning starter jeg ved lege lidt med hvalpen, som ikke må være kørt ret meget op. Så bliver jeg ’kedelig’ (fryser på stedet) og siger ’slut nu’ – eller hvad man nu vil kalde det. Langsomt og gradvis øger jeg kravene. Så skal han stoppe fra gradvis vildere og vildere leg med mig. Men det skal optrappes langsomt og gradvist – for man kan ikke forvente at en hvalp bare stopper, når man siger det, hvis den er kørt meget op. Jeg tror, det er her, det går galt for især børnefamilier. Mange kender situationen, hvor børnene og hvalpen leger, og hvalpen så bliver så vild, at børnene bliver bange og kede af det. Især med børn i huset er det utrolig vigtigt at lave den træning med hvalpen – og så sørge for, at hvalpen og børnenes leg er overvåget af voksne, som kan gribe ind, før legen kammer over.  

Ellers er jeg foreløbig sluppet nådigt gennem hvalpetiden. Chip har ikke ødelagt noget som helst. Ikke en eneste bog, sko eller lignende. Men det har jeg også stolte traditioner for med de to andre, der heller aldrig har ødelagt noget. Igen må jeg sige, at jeg ikke ved præcis, hvad jeg gør. Jeg har ikke særlig mange forbud, og jeg råber ikke op, når han har fat i noget. De ting, som betyder noget for mig, er lagt væk, så længe han er hvalp. Så får han fat i noget, han ikke må bide i, tager jeg det stille og roligt fra ham og giver ham noget af hans legetøj. Jeg har det princip, at de ting, han gør, fordi han er hvalp – f.eks. bider i ting, bider i mig, knurrer af mig m.m. – der afleder jeg ham bare med en anden aktivitet. Mens jeg stopper ham i de ting, jeg ved, der kan udvikle sig som f.eks. at hoppe op på bordet, tage mad ud ad hånden på mig, når han gør osv. De ting, hvor hunden får en tilfredsstillelse (bliver forstærket af) ved bare at udføre dem, dem stopper jeg.

Endelig er der bideriet. Jeg har trænet det meget, men må også konkludere, at hvalpe altså bare bider – meget og hårdt. Men det holder op, når de skifter tænder. Chip har lige tabt sin første tand – og jeg GLÆDER mig, til de alle er skiftet ud.

EN HVALPEEJERS DAGBOG 4 (Mangler, er på vej)
EN HVALPEEJERS DAGBOG 5 – LIVET BLIVER SVÆRERE

6 måneder er en svær alder for en hvalp. Chip er stadig meget hvalpede oven i hovedet og har kun lidt kontrol over sig selv og sin nysgerrighed og eventyrlyst. Men han ligner ikke længere en hvalp, og derfor har folk heller ikke samme tålmodighed med ham længere, når han f.eks. kommer hen for at hilse. Jeg synes faktisk også, at det er en svær tid som hundeejer – i hvert fald når man har en hvalp, som er utrolig glad for mennesker – især børn. Jeg vil utrolig gerne styrke hans menneskeglæde og har brug for andre mennesker hjælp. Og jeg bliver ret vred, når han bliver råbt af og hårdt skubbe væk og dermed får en dårlig oplevelse. Især fordi jeg altid lufter ham på steder, hvor der må være løse hunde. Selvfølgelig skal vi hundeejere have kontrol over hunden, men vi skal også lige have en chance for at lære hvalpene denne form for kontrol. Hvad man gør ved det, ved jeg ikke helt. Løsningen er nok at forklare, hvor vigtig positive oplevelser er – også for store hvalpe. Men vreden og irritationen hos begge parter kommer tit i vejen for en konstruktiv dialog.

Det er også svært at forklare folk, at de opfører ’kvajet’ over for hunden. Chip er f.eks. god til ikke at tage kontakt med folk, hvis de bare går videre uden at se på ham. Men stopper de og f.eks. begynder at sige, at han skal gå sin vej, så tror han, at de vil hilse. Og tager de ikke hænderne ned for at klappe ham, så hopper han op ad dem, hvilket selvfølgelig er dødirriterende for dem. Med hensyn til børn så er det næsten endnu sværere. Chip er enormt glad for børn i alle aldre og vil meget gerne lege med dem. Han er også utrolig god til dem, fordi han – modsat de voksne – aldrig hopper op ad dem eller bliver vild. Mange børn synes, han er sjov at lege med, fordi han f.eks. kommer tilbage med den pind, de kaster. Men når han så lige har leget med nogle børn, og de næste, der kommer, er rædselslagende for hunde og forældrene råber og jagter ham væk – ja, så er det altså ikke nemt at finde ud af for en 6 måneder gammel hvalp.

Sidst skrev jeg om, at aggressionsniveauet herhjemme var steget. Især min gamle hanhund havde fået en utrolig kort lunte over for Chip, men også i stigende grad over for andre hunde. Jeg antog, at det var fordi, der var kommet en hund til. Det skal man ALDRIG gøre. Gå til dyrlægen med det samme. Pludselig adfærdsændringer skyldes næsten altid, at hunden syg. Og mine gamle hunde var ingen undtagelser. Det har nemlig vist sig, at min gamle hanhund har fransk hjerteorm, mens min hunhund har rævens lungeorm, hvilket heldigvis er ufarligt. Det er fransk hjerteorm til gengæld ikke, og min hanhund har været træt og besværet af det – deraf det øgede aggressionsniveau. Det er dog heldigvis opdaget i så god tid, at han sagtens kan helbredes helt.

Men tilbage til Chip. Da han var 4-5 måneder, kunne jeg simpelthen ikke få noget træning til at fungere med ham. Når jeg forsøgte med forskellige øvelser, lignede han en, der blev udsat for noget meget ubehageligt. Han blev oven i købet klikkertrænet, som jo gerne skulle give arbejdsglade hunde, der tager masser at initiativer af sig selv for at få en godbid eller bold. Bare ikke Chip. Temmelig frustrerende, når man har købt en border collie, som skulle være så lærenem og samarbejdsvillig. De problemer er helt væk nu. Jeg har en mistanke om, hans modvillighed har haft noget at gøre med, at han har skiftet tænder. Men jeg har dog aldrig før oplevet nogle lignende problemer med mine andre hunde, da de var hvalpe og skiftede tænder.

Ellers begynder jeg for alvor at mærke, at jeg har fået en border collie i huset. Han har et meget højt aktivitetsniveau og er i gang stort set hele dagen, når jeg er hjemme. Og alle de ulykker, han skulle have lavet som hvalp, er han begyndt at lave nu. Han har bidt min nye, dyre dyne i stykke, sengetøjet, et panel og bidt et stort hul i min seng. Men så er han til gengæld blevet helt renlig nu. Der har ingen uheld været inden for siden sidst, jeg skrev. Også på gåturene er der kommet mere liv i ham. Han bevæger sig længere væk, og ALT foregår i fuld galop – han har en virkelig stort behov for at komme ud og løbe en masse hver dag. Desværre er han også begyndt at jage fugle, hvilket jeg skal have fundet ud af at få stoppet, så det ikke udvikler sig.

Noget af det, som jeg har brugt meget tid på med ham, siden han var helt lille, er soignering. Jeg har gradvist vænnet ham til at blive børstet, få kigge poter og klippet klør, blive set i ørerne og øjenene, rodet i pelsen og få undersøgt tænderne. Jeg har fra starten sat mig for, at det skulle være en hyggestund. Med de to andre har alt det nærmest været et mareridt. Derfor har jeg bygget det op langsomt og gradvist og altid med en belønning bagefter. I starten rørte jeg f.eks. bare lige ved hans poter eller ører et par sekunder, så fik han en godbid. Når han blev børstet, forgik det, når han var meget træt og nærmest lå og sov. Og så var det med et strøg med børsten af gangen, så blev han kælet med. Mht. tænderne, så har jeg udnyttet hans bideri til at lave det til en leg at blive rørt ved tænderne. Når han har bidt mig i finderne, har jeg hevet ham lidt i tænderne og rørt ved dem på den måde. Senere har jeg løftede mundvigene og givet ham en godbid for det. Langsomt og gradvis har jeg så bygget tiden op, hvor han skulle forholde sig roligt, mens jeg undersøgte ham forskellige steder. Altid afsluttet af en godbid, leg eller en masse kæl og klap. Og det går rigtig fint, men hvis han ikke er træt, når jeg børster ham, vil han helst bide i den og ’slå’ den ihjel.

EN HVALPEEJERS DAGBOG 6,7,8 (mangler, er på vej)
EN HVALPEEJERS DAGBOG 9 – EN FREDELIG TID

Ha – jeg har fået krammet på Chip, og jeg har gennemskuet ham. Som jeg tidligere har fortalt, har han haft dage, hvor han simpelthen lagde hjernen fra sig, når han skulle ud at gå. Under hele turen fræsede han rundt og var umulig at komme i kontakt med. Men så var vi i Nordjylland på besøg hos min søster i starten af august. Hun bor i det mest pragtfulde område, hvor der er fabelagtige muligheder for at gå tur med hundene. Chip var for første gang med i et stort skovområde – et område der slår Bernstoffsparken med flere længder, hvad angår størrelse.

Chip lagde ud med en af sine ’jeg har ingen hjerne-dage’, men han fandt meget hurtigt ud af, at han ikke var i Bernstoffsparken, som han kender ud og ind. Han var på fremmede område – og det var rigtig STORT. Da han havde gjort denne erkendelse – efter at være kommet for langt væk nogle gange – veg han ikke mange meter fra mig, og når han vågede sig lidt væk, ventede han pænt, hvis stien delte sig. Og det har han så gjort faktisk lige siden – også når vi går i Bernstoffsparken.

Jeg har gået og tænkt på, at han inden vores jyllandstur mindede meget om teenagere eller unge i starten af tyverne, som ved alt meget bedre end alle andre, og kan alt meget bedre end alle andre. Sådan var jeg i hvert fald selv. Og det er egentlig unghundementaliteten i sin nøddeskal. De tror, de kan alt og ved alt. Om det er turen eller bare, at han i det hele taget er blevet ældre, ved jeg naturligvis ikke. Men jeg tror, at turen var med til at give ham en vigtig erfaring, som gør mit liv som hundeejer lettere.

Og tiden siden sidst har faktisk forløbet helt smertefrit. Chip, der nu er 10 måneder, er blevet mere voksen og nemmere at have med at gøre. Han begynder at kunne koncentrere sig, når vi træner – også når vi træner på gåturene, hvilket han ikke har kunnet tidligere. Og jeg begynder at tror på, at han faktisk kan lære forskellige ting. Han kommer også stort set hver gang nu, jeg kalder. Og næsten hver gang når der går en anden hundeejer og kaster pind eller bold til deres hund. Det har ellers været et problem, fordi det vakte hyrdeinstinktet i Chip – og så var han bare HELT væk. Jeg har måtte vente i op til 20 minutter på, at han kom tilbage – og lige så tit har jeg måttet hente ham langt væk i parken. Men selv det ser nu ud til at være gået i sig selv. Han interesse for andre hunde er heller ikke længere helt så stor. Han er stadig MEGET glad for at lege med andre hunde, men han er begyndt at udvælge sine legekammerater – og ikke alle finder vej gennem nåleøjet. De har de ellers tidligere gjort.

Hyrderiet går også stille og roligt. Jeg er blevet meget bedre til at bevæge mig rigtig i forhold til fårene, om end jeg stadig meget tit er nede og bide i græsset, når fårene træder mig over tæerne eller på mit snørebånd, så jeg mister balancen. Chip er også blevet meget bedre til at gå i et roligt tempo bag fårene, og han er begyndt at fatte, at han skal lægge sig ned, når jeg beder ham om det. Andet skal han ikke lige pt, fordi han er så ung. Men vi skal på et nyt kursus i oktober, og så skal der nok komme nye ting til, som vi skal træne. Faktisk overvejer jeg, at han skal til sin første hyrdehundeprøve i slutningen af november, men det fortæller jeg meget mere om til den tid.
EN HVALPEEJERS DAGBOG 10 – CHIPS UNODER OG HVALPERIER

Denne gang vil jeg fortælle om de af Chips unoder og hvalperier, som jeg indtil ikke har skrevet om. I dag er han 11 måneder – og rigtig, rigtig fornuftig, så jeg har valgt at se lidt tilbage på nogle af de typiske hvalpeproblemer, som jeg også har haft, men endnu ikke har fået skrevet om.

Da Chip var hvalp og indtil for nogle måneder siden, spiste han rigtig meget hundelort både sin egen og andre hundes. Det er ikke særlig lækkert, men temmelig almindeligt hos hvalpe og unghunde. Det var stort set kun, når han var i haven - og nok kedede sig lidt – at han spiste hundelort. Han har slæbt et utal af hundelorte med ind i huset for at spise dem der – gerne i sofaen. Og det er altså rigtig, rigtig ulækkert. Derfor kan jeg også godt forstå, at mange hvalpeejere bliver bekymret over denne adfærd og forbyder deres hvalpe at spise dem. Meget ofte ved at råbe meget højt, tage fat i hunde og sige nej meget ofte.

Men jeg ser bare meget tit, at disse hvalpe udvikler sig til hunde, der bliver besat af at spise hundelorte. De enten sniger sig til at spise dem eller spiser dem med uhæmmet hastighed – inden ejeren kan nå at tag fat i den. Af den årsag valgte jeg absolut intet at foretage mig i forhold til Chip. Jeg har aldrig forbudt ham at spise hundelortene, men har – under stor afsky – fjernet dem, han slæbte med ind i huset. I dag er han fuldstændig holdt op med det. Det har simpelthen bare været en hvalpeting. Og der er RIGTIG mange hvalpe, som gør det. Og den bedste måde at takle det på er faktisk at gøre så lidt som muligt, så vil det som regel gå i sig selv, når hvalpen bliver stor. Der kan dog også være andre årsager til, at hunde spiser hundelorte. Det menes f.eks., at de kan mangle et eller andet, som man så kan få i pilleform hos dyrlægen.

Et andet problem, jeg har lidt under, har været, når vi skulle hjem fra gåturene. Her løb Chip simpelthen sin vej – meget, meget hurtigt. Eller hvis der var andre hunde på vej på tur, gik han med dem, og ville hverken komme, når jeg kaldte, eller lade sig indfange. Til stor morskab for andre hundeejere, som dog har været utrolig søde og forstående og hjulpet mig med at fange ham. Det er bare sådan et klassisk problem. Jeg har bare så mange gange set de ejere, som må kaste sig rundt for at få fat i deres hund, når turen er slut. Men hunden løber bare vej eller bliver ved med at vige for ejeren, som ikke kan fange den uden at få hjælp fra andre. Jeg har også moret mig over dem og tænkt: Godt mine hunde ikke er sådan” – men med Chip endte jeg altså med at blive en af dem. Jeg har både grinet af det og været frygtelig irriteret på Chip – især, når jeg har haft travlt.

Mit problem er opstået, fordi jeg ikke fik trænet det at tage i halsbåndet og give ham en godbid, fra han var helt lille. Han har altid vist, at han synes, det var ubehageligt ved at dukke sig og trække sig væk. Og jeg har registreret det og tænkt, at jeg skulle huske at få trænet det – men jeg fik bare aldrig gjort noget ved det. Med de andre hunde har jeg gjort utrolig meget ud af halsbånd- og snorsitutaionen, fra de var helt små. Når de skulle have snor på – både herhjemme og på gåturene – har jeg med en godbid fået hunden til at vende hovedet væk fra snoren, som jeg så satte på, mens hunden kiggede væk og fik en lækker godbid. Det har jeg gjort MANGE gange om dagen og sat snoren på og taget den af igen. Så det at få snor på altid har været forbundet med noget rart – at få en lækker godbid. Jeg har også altid et ritual i slutningen af gåturen, hvor hundene først får en godbid, når de kommer hen til mig ved udgangen, herpå får de snor på og sendnu en godbid, før vi går ud.

Men med Chip gik tingene altså galt. Dels pga. min manglende træning, men også fordi han havde fundet ud af, at det kunne betale sig ikke at komme, når vi skulle hjem. Efter jeg igennem et stykke tid havde arbejdet på at gøre det til noget behagelig at komme hen og få snor på ved udgangen, og jeg vidste, at han ikke længere var utryg ved situationen, fik jeg nok og skælde jeg ham ud et par gange, fordi han blev ved med at drive gæk med mig og løbe væk for at grave huller eller gå med andre hunde. Herpå kunne jeg nogle gange nøjes med at sige nej stille og roligt til ham, når han ikke ville komme. Og så fik han MASSER af ros i det øjeblik han reagerede på mit nej ved at komme hen til mig. Nu kommer han helt af sig selv med de to andre hunde, når vi skal hjem. Men jeg har heller aldrig tidligere haft en hund, der har reageret så meget – og rigtigt – på et nej. Mange ting er meget nemt med en border collie.

Jeg kan godt afsløre det. Chip havde nær bidt et menneske for nogle måneder siden. Jeg var på besøg hos min søster, hvor der bor en del unge mennesker – nogle af dem fyre i midten af 20’erne. Tre af dem var Chip bare bange for, da jeg var på besøg i starten af august. Det startede med, at han træk sig fra dem og gøede og knurrede, hvor gang de kom og ville klappe ham. De kendte ham fra mine tre tidligere besøg, hvor der ingen problemer havde været, og hvor Chip elskede alle mennesker, han mødte. Men i august var altså midt i hans spøgelsesalder. Jeg har tidligere skrevet om, hvordan han løb gøende hen til nogle mennesker med pelsen strittende til alle sider. Og det var en udløber af det, at han nær havde bidt en af dem.

Jeg var på vej hjem, da en af de unge fyre kommer hen til mig for at sige farvel. Chip trækker sig meget og begynder at gø. Jeg satte mig ned på hug ved siden af ham for at berolige ham. Jeg får ro på ham, men så vil den unge fyr give mig hånden for at sige farvel. Og hvis jeg ikke havde holdt meget hårdt fat i halsbåndet på Chip, havde han bidt ham. Jeg var selv et fjols. Igennem hele besøget burde jeg have insisteret på, at ingen af dem, som Chip var bange for, skulle nærme sig ham eller forsøge at snakke med ham. Jeg skulle have bedt dem om at overse ham fuldstændig og ladet ham komme hen til dem af sig selv – hvis han havde lyst – og turde gøre det. Men jeg lod dem forsøge at hilse på ham – og det har været en dårlig oplevelse for Chip, som har følt sig trængt op i en krog. Og så bider hunde altså.

Selvfølgelig har jeg været bekymret over situationen, men det var kun de unge fyre i midten af tyverne, han var bange for. Alle andre var han lige så glad for, som han plejer at være. Så jeg var helt sikker på, at det blot var et udslag af hans spøgelsesalder. Heldigvis har jeg fået ret. Jeg har lige været på besøg hos min søster igen. Jeg kunne se, at Chip var lidt usikker på unge fyr, som han nær havde bidt sidst. Men den unge fyr var helt fabelagtigt, da vi kom. Han hverken så på Chip eller tog kontakt til ham. Og efter kort tid ville Chip hilse på ham og i de efterfølgende dage var der ingen problemer overhovdet. Og Chip kastede sig begejstret over ham og de andre fyre, så snart de kom ind ad døren. Heldigvis.

EN HVALPEEJERS DAGBOG 11 – MELLEM HVALP OG VOKSEN

Nå ja, om et par uger bliver Chip et år. Så han er nok mere voksen end hvalp. Der sker ikke så meget udviklingsmæssigt i denne tid, synes jeg. Dog har jeg registreret, at Albert er begyndt at være lidt efter ham (denne gang har han i hvert fald ikke hjerteorm). Hvis Chip f.eks. løber for hurtig forbi Albert, så stopper Albert ham, og hvis han er for vild med andre hunde får han også læst og påskrevet. Faktisk er Albert af og til så striks, at jeg må stoppe ham og sætte ham i snor, så Chip kan lege uden at skulle se sig nervøst over skulderen.

Men samtidig er Albert og Chip begyndt at lege rigtig meget sammen herhjemme. Og de har også glæde af at løbe efter hinanden med pinde i munden på gåturen. Men jeg tror nok i virkeligheden, at Chip synes Emma er sjovest at lege med. Men det er bare ikke så tit, at hun gider, selvom Chip næsten dagligt forsøger at invitere hende til at lege. Men han må altså ’nøjes’ med Albert. Albert er i øvrigt blevet rigtig opdragende. Da jeg var til hundetræning sidst, var der en hund, som ville tage noget fra bordet, men den fik lige et blik og en lav knurren fra Albert, der åbenbart ser det som sin livsopgave at sikre ro og orden.

Chip er – heldigvis – helt og aldeles fantastisk til andre hunde. Både han- og hunhunde. Det var ellers min skræk, at han skulle udvikle hanhundeaggressivitet, som ses hos en del border collier. Men foreløbigt er der intet der tyder på det. Han er enormt god til hundesprog og har været i streng skole hos Emma og Albert og lært hundehøflighed, hvilket gør, at han kan takle næsten enhver situation. Dog er der en bestemt hund, der er en måned yngre, som han hidser sig op over. Den skal han bare ikke være sammen med fremover. For han skal ikke lære at gå ind i de konflikter.

I det hele tiden har et mine mantraer i forbindelse med Chip været, at hvis han viste den mindste smule aggressivitet over for andre hanhunde, så skulle ikke omgås hanhunde på sin egen alder – kun ældre fornuftige hanhunde - indtil han var kommet over den kritiske alder ved ca. 2 års alderen. Men det har der heldigvis ikke foreløbig været grund til. Men jeg tror, at det er en god idé, at tænke meget over, hvem ens unghunde er sammen med og sørge for, at de får masser af samvær med ældre han- og hunhunde.

Forleden dag så jeg så for første gang en hund, som var ’efter’ Chip. En ting er de hunde – ofte hunhunde - som sætter ham på plads. Det er der intet problem i. Men denne gik decideret efter Chip og ville i konflikt med ham, hvis Chip havde gjort noget forkert, eller jeg ikke omgående gik hen og hentede Chip. Men det har nok også en del at gøre med hans alder. Og han er så heller ikke nogen usikker hund – tværtimod. Så igen skal enhver konflikt og optræk til konflikt undgås.

Så er der hyrderiet. Der har jeg haft nogle problemer med Chip – eller rettere Chip har haft nogle problemer med mig. For han er stadig mig langt overlegen, hvad angår det med at læse fårene. Men Chip gik altså for tæt på fårene med det resultat, at fårene gik på tæerne af mig, og jeg faldt ofte, fordi et af fårene fik spændt ben for mig. Resultatet var selvfølgelig, at fårene løb fra mig – og så måtte Chip efter dem og hente dem. Det problem fik jeg løst, da jeg var på kursus i starten af oktober. Men nu er problemet, at Chip har en forventning om, at fårene løber fra mig – så istedet for at opholde sig bag fårene, er han på siden af dem eller oppe ved mig og fårenes hoveder – så han kan stoppe dem. Det er på en eller anden måde ikke helt rigtig, men heldigvis er der snart kursus igen, så jeg kan få noget hjælp. Så jeg har måttet se i øjnene, at det med at tage ham til konkurrence her i efteråret nok er lige tidligt nok – for mig…

EN HVALPEEJERS DAGBOG 12 – CHIP 1 ÅR

Så er Chip blevet 1 år gammel – og det kan mærkes. Der kommer stadig mere og mere ro over ham på gåturene – måske han ender med en dag at gå tur med mig og ikke kun sig selv. Det ser også endelig ud til, at jeg er blevet hans irriterende vane kvit med, at han løber hen til et træ, gø af det og nægter at komme, når vi er på vej hjem. Mine hunde har lov til at løbe, hvor hen de vil under gåturen, men på vejen hjem skal de altså holde sig til mig, så jeg nemt kan give dem snor på.

Helt af sig selv er det dog ikke kommet. Igennem en uges tid var jeg meget konsekvent med, at han skulle gå ved siden af mig det sidste stykke af gåturen og ikke stikke ind i skoven. Det var egentlig meget nemt. Jeg sagde bare ’gå pænt’ og ’vente’ stille og roligt flere gange på turen og holdt kontakten med ham på den måde, samtidig med han fik masser af ros for at gå roligt ved siden af mig. Efter et par gange kunne jeg trappe ned på at sige ’gå pænt’ og ’vente’ og i dag siger jeg det kun, hvis jeg kan se, at han overvejer at løbe ind i skoven.

Sideløbende har jeg arbejdet med, at han skulle gå ud til fårene uden snor på. Indlæringen har været den samme – jeg har holdt kontakten til ham ved at sige ’gå pænt’ og ’vente’ flere gange, men på en stille og rolig måde, og så masser af ros, når han går stille og roligt og sådan nogenlunde ved siden af mig. Jeg har med vilje ikke brugt signalet ’plads’, da det er et signal, jeg bruger i lydigheden, hvor det betyder: ’Gå klinket op ad min venstre side, kig op på mig og følg mig uanset, hvilken retning jeg går’. Og det er ikke det, jeg ønsker af ham på vej ud til fårene eller lågen på gåturen. Her skal han bare holde sig så tæt på mig, at jeg stadig har kontakt til ham og kan stoppe ham, når han begynder at tænke på, at det kunne være sjovt at stikke af hen til fårene eller ind i skoven for at gø af et træ.

Der er også sket det ’sjove’, at efter jeg er begyndt at gå ud til fårene med ham uden snor, så er han blevet roligere og mere velovervejet, når han arbejder på fårene. Det at han skal bruge hovedet på vej ud til fårene frem for at stresse af sted, mens han uden hjerne trækker i snoren, har givet mere fokus. Men det er egentlig logisk nok – stressniveauet er jo meget lavere, når han kommer ud til fårene efter at have brugt hovedet, end når han bare buser af sted trækkende i snoren. Dermed ikke sagt at man skal smide snoren på alle hunde, når de skal på får første gang. Det ville give alt for mange unødvendige konflikter, fordi hundene er så tændte på fårene. Men der er nok ingen tvivl om, at det, at mange hvalpe og unghunde bæres frem og tilbage til fårene, er med til at holde stressniveauet nede hos dem.

Nok om får for denne gang – selvom jeg er totalt bidt af det og det at starte på noget helt nyt og skulle lære alt fra bunden igen. Det er sjovt og spændende, men også af og til dybt frustrerende, når man bare ikke kan se og forstå, hvad der foregår. Men tilbage til Chip. For der bliver mere og mere hanhund i ham. Han er stadig en utrolig sød og omgængelig hund, men jeg ser også hanhunden titte frem af og til.

En episode med hanhundeadfærd var i forhold til to ældre border colliere – den ene faktisk hans egen far. Da vi luftede hundene, gik Chip til min store forbløffelsen med det samme hen til dem på stive ben, mens han knurrede gik rundt om dem en ad gangen. Unghunden på 7 måneder, der også var der, var der ingenting med – kun de to ældre hunde, der begge er nogle år ældre end Chip, og som – så vidt jeg så – absolut ikke lagde op til noget som helst. Jeg var både meget overraskede og forbløffet, fordi sådan havde jeg aldrig før – og foreløbig heller ikke efter – set ham. Jeg skyndte mig at stoppe det ved stille og rolig at få fat i Chip og sætte ham ind i bilen.

Næste episode var noget anderledes. En anden hanhund på omkring to år legede meget vildt med en lille hvalp på 12-14 måneder, som ikke var helt tryg ved situationen. Her lavede Chip et rituelt angreb på den anden hanhund, for – som jeg læste situationen – at stoppe den vilde leg. Her greb jeg overhovedet ikke ind. For det var helt tydeligt en kommunikation mellem hundene. Og den slags vil jeg gerne have, at Chip lærer: At det kan betale sig at takle ophedede situationer på en velovervejet måde.

Senere, da begge hanhundene kom i snor efter at have været sammen uden problemer og gnidninger gennem længere tid, lavede de udfald mod hinanden – og det gik jeg ind og stoppede med et nej, fordi det absolut ikke handlede om kommunikation, men var en uovervejet handling, som let kan udvikle sig til en dårlig vane. 

Men det er virkelig en balancegang, hvordan man skal reagere over for hunden, når den kommer i konfliktsituationer. At skælde hunden ud hver gang er dybt urimeligt, og man risikerer, at hunden laver negative associationer til andre hunde – og så har man virkelig et problem. På den anden side er der noget adfærd, som let udvikler sig til en dårlig vane. F.eks. det at lave udfald. Det ved jeg fra min anden hanhund, som en overgang var slem til at lave udfald mod hunde, han mødte på gaden, når han var i snor. Ellers ikke.

I lang tid havde jeg brugt alverdens dæmpende signaler, når han mødte hunde på vejen. Lavet afstand, stillet mig imellem, væltet godbidder i ham osv. Men det hjalp bare ikke. Indtil det en dag gik op for mig, at det bare var blevet en dårlig vane. Han var ikke bange for de andre hunde, men mente, at sådan skulle man reagerer, når man var i snor og mødte andre hunde. Så det fik jeg stoppet ved at sige nej til ham og så rose, rose, rose og masser af godbidder, når han passerede andre hunde stille og roligt. Og til min store glæde fortalte han forleden Chip, som ville lave et udfald mod en anden hund på gaden, at sådan opfører man sig ikke. Han er en utrolig god, om end til tider efter min mening dybt uretfærdig opdrager af Chip. Og han har en stor andel af, at Chip har et så veludviklet hundesprog.

Det er så sidste gang, at jeg fast skriver om Chip her i HundeNyt. Det bliver sværere og sværere at skrive noget om ham hver gang - for så meget sker der ikke længere. Derfor vil jeg hellere samle lidt sammen og så skrive ind i mellem, når jeg har noget at fortælle. Så et lille foreløbig farvel til Chip er det denne gang, men vi vender tilbage, når der er nye historier at fortælle.

Tilbage til artikler

 
  Start | Adfærd | Artikler | Forum | Fotos | Nyheder (c) Hundeskolen Trofast 2008