Start Adfærd & Adfærdsbehandling Artikler & Trænings tips Hundeforum Fotos Se de seneste nyheder!
 


Basse - Dansk svensk gårdhund - klik på billedet for at se det i stort format.
Basse har gået til træning hos Hanne Maria.

Klik på billedet for at se det i stort format
Træt Berner Sennen efter fri leg til træningen.


Thomas er blevet en skøn og rolig hund.
 
 
Adfærdsproblem
Adfærdsproblemer
  1. Nytåret nærmere sig faretruende
  2. Væn din hund til skud og fyrværkeri
  3. Hunden vogter over madskålen, kødbenet m.m.
  4. Hjælp, hvalpen bider - del 1
  5. Hjælp, hvalpen bider - del 2
  6. Hunden gør, og naboerne klager - del 1
  7. Hunden gør, og naboerne klager - del 2
  8. Min hund blev et monster
  9. Når bøllehunden er usikker
  10. Alternativ behandling af hundeproblemer
  11. Et hundeliv
  12. Genbrugshunden
  13. Stress som smertestillende medicin
  14. Lær din hund at være alene hjemme
Nytåret nærmer sig faretruende

HundeNyt nr. 3

Hvæsende raketter, buldrende kanonslag, heksehyl og lysglimt, som spreder sig over himlen. Nytåret bliver sandsynligvis igen i år et helt fantastisk festfyrværkeri - set med menneskets øjne. Men for mange hunde er ikke bare nytåret, men også tiden fra starten af december til et stykke ind i januar, et sandt mareridt.

Hvis din hund er meget bange og angst, så tag en snak med din dyrlæge om angstdæmpende medicin. Men pas på. Nogle beroligende midler sløver hunden fysisk, men ikke psykisk. Hunden bliver derfor mere angst, fordi den samtidig er fysisk svækket.

Medicin er dog ingen varig løsning. Der skydes efterhånden fyrværkeri af stort set hele året rundt. Og du kan ikke give din hund medicin hver gang. Hvis du vil problemet til livs, anbefaler jeg, at du tager kontakt til en hundepsykolog eller adfærdsbehandlere og starter en egentlig adfærdsbehandling. Arbejdet med at vænne en hund af med dens skudangst dog tager tid. Derfor kan du ikke nå det inden nytåret i år. Men start på behandlingen allerede i begyndelsen af det nye år, så hunden kan blive klar til næste nytår.

Alle hundeejere bør tage forholdsregler i forbindelse med nytåret. Her er en række tips til, hvordan du får din hund så skånsom som muligt gennem nytåret.

  • Luft hunden tidligt i dagene før, under og efter nytårsaften.

  • Lad ikke hunden gå uden snor - et uventet brag kan få den til at løbe væk i panik. Heller ikke den mest nervefaste hund bør gå uden snor. Hvert år kommer mange hunde til skade, fordi de apporterer tændt fyrværkeri.

  • Lad ikke hunden være uden opsyn hverken ude eller inde.

  • Sørg for, at hunden får masser af motion og mange 'hjerneopgaver', så den er fysisk og psykisk træt.

  • Træk gardinerne for. Mange hunde bliver også bange for lysglimtene fra raketterne.

  • Tænd for radioen.

  • Afled hunden med et lækkert kødben.

  • Trøst ALDRIG hunden, hvis den bliver bange eller utryg. Forhold dig neutral, kast noget foder ud på gulvet eller lav nogle øvelser, som hunden er glad for og god til.

  • Tag ikke hunden med ud for at vise den, at fyrværkeri ikke er farligt. Hunden forstår det ikke.

  • Går din hund i chok, kontakt dyrlægen med det samme - chok er en livstruende tilstand.

  • Overvej at tage hunden og nogle venner med ud i et sommerhus.

Væn din hund til skud og fyrværkeri

HundeNyt nr. 4

Det første, du skal gøre, er at anskaffe en lyd-CD, som er beregnet til træning af skud- og fyrværkeriangste hunde. Den kan købes hos Dansk Kennelklub (www.dansk-kennel-klub.dk) eller i velassorterede dyrehandlere. Med lyd-CD'en følger en brugsanvisning. Læs den grundigt, gerne flere gange. Lyd-cd'en er helt essentiel. Virkelighedens fyrværkeri kan vi ikke kontrollere, men vi kan kontrollere lydstyrken og afstanden til CD'en.

Start med at spille CD'en for ganske lav styrke derhjemme. Hvis din hund reagerer det mindste, er lyden for høj. Skru endnu længere ned. Lyden skal være så lav, evt. så langt væk, at hunden ikke føler noget ubehag. I de fem til ti minutter, som CD'en varer, laver du noget med din hund, som den synes er rigtig sjovt og hyggeligt. Du kan lege med den, lade den søge efter mad eller lave nogle sjove øvelser. Meningen er, at hundens dårlige erfaringer med lydene skal ændres til noget positivt og behageligt. Og det tager tid. Mens lydtræningen står på, bør du spille CD'en mindst én gang om dagen hver dag. Når behandlingen er afsluttet, kan du nøjes med at afspille den af og til.

Efter nogle dage øger du lydstyrken en lille bitte smule. Hunden må ikke reagere eller føle ubehag. Du fortsætter træningen ved denne lydstyrker endnu nogle dage. Sådan fortsætter du et godt stykke tid. Lydstyrken bliver langsomt og gradvist øget en smule med passende mellemrum. Det må gerne stå på en til to måneder. Og husk, det er meget vigtigt, at du ikke går for hurtigt frem. Hvis din hund bliver bange, må du starte forfra på den helt lave lydstyrke.

Nu er det på tide, at du flytter CD'en med dig rundt. Det kræver, at du har en CD-afspiller, som kan transporteres rundt. Har du ikke det, må du ud og låne. Denne del af træningen MÅ ikke udelades, fordi så lærer hunden, at det kun er lyde, som kommer fra et bestemt sted, der er ufarlige.

Du flytter altså CD'en ind i et andet rum og afspiller den derinde. Her er det meget vigtigt, at du starter på en væsentlig lavere lydstyrke, end den hunden kunne klare i det andet rum. Set med hundens øjne er det nemlig en helt ny situation. Jo lavere du starter, jo hurtigere kan du trappe lydstyrken op. Sådan fortsætter du med at transportere CD'en rundt og afspille den - rundt i huset, ude i have og gerne også med på gåturene. Dog må du ikke skifte miljø, før hunden kan klare en rigtig høj lydstyrke i det gamle rum, og du skal også huske at sænke lydstyrken igen, hver gang du skifter miljø.

Nu er din hund ved at være, hvad man kalder de-sensibiliseret - gjort mindre følsom, helst neutral, over for lydene. Du kan nu begynde at trappe ned på de aktiviteter, du laver sammen med hunden, når CD'en afspilles. Dette skal også gøres langsomt og gradvist - efter samme recept som tilvænningen til lydene.

Når din hund igen hører fyrværkeri eller skud, er det vigtigt, at du reagerer rigtigt. Helst skal du reagerer så LIDT som muligt - TRØST ER BANDLYST - og bare sætte din hund i gang med nogle af de sjove ting, I lavede under lyd-træningen.

Hunden vogter over madskålen, kødbenet m.m.

HundeNyt nr. 6

Knurren ved madskåle, kødben, legetøj eller andre ressourcer, som hunden opfatter som vigtige, bliver tit håndteret forkert. Man siger, at det er fordi, hunden vil bestemme, at den er dominerende eller vil højne sin status i flokken. Det vil den ikke. Tværtimod. Hunden knurrer og vogter, fordi den ikke har tillid til os.

Ofte har sådan en hund som hvalp været igennem et "træningsforløb", hvor familien jævnligt har fjernet madskålen, mens dens spiste. Eller taget kødben, legetøjet eller andet fra den. Når den har knurret, har den fået skæld ud eller det, som er værre. "Vi skal jo kunne tage alt fra den, fordi den kan komme til at spise noget, som er farligt for den". Sådan lyder forklaringen altid. Og det er fuldstændig rigtigt, at vi skal kunne tage ting fra vores hunde. Men dette "træningsforløb" er den direkte vej til et alvorligt adfærdsproblem, som i hvert fald kan ende med, at hunden bider. Når en hund tilstrækkelig mange gange har fået skæld ud for at knurre, forsvinder denne adfærd, og hunden bider 'uden varsel'. Den må jo ikke knurre og kan derfor ikke advare først.

I naturen respekterer alle uanset rang, når et flokmedlem har et ben eller en anden ressource. Kun i situationer med stor mangel på føde, kan et medlem med højere rang finde på at bruge sin dominans til at tage noget fra et medlem med lavere rang. Det er derfor meget unaturligt for en hund, at vi tager noget fra den uden at give den noget andet.

Vi skal lære vores hunde, at vi ikke udgør en trussel. Mens hunden er hvalp, laver du en masse bytte-øvelser med den. Byt det stykke legetøj, den leger med, med et andet, som den har lige så meget lyst til. Eller en lækker godbid. Byt benet med et andet lækkert ben. Hav den regel, at du ALDRIG tager noget fra hvalpen, uden den får noget igen, som den lige så gerne vil have. Den regel skal gælde resten af hundens liv.

Også situationen med madskålen skal trænes. Gør dit ophold ved hundens madskål til noget rart. Sæt dig ned ved siden af den, mens den spiser. Brug dæmpende signaler som at smaske, kigge væk fra. Af og til lægger du en godbid ned i madskålen. På den måde bliver hunden vant til, at du rækker ud efter skålen. Når du senere skal fjerne noget mad fra den, har den tillid til, at den får noget andet godt i stedet.

Når du skal træne situationen med kødbenet, kan du sætte en snor på hunden, så den ikke kan løbe sin vej med benet. Giv den kødbenet. De første mange gange sidder du bare ved siden af den og er fuldstændig uinteresseret i kødbenet. Du skal sidde med siden til hunden og smasker, kigger væk m.m. Når den er tryg ved det, begynder du at kæle med den. Start bagfra og brug rolige bevægelser. Efterhånden, som din hund slapper af, kan du flytte hånden længere og længere op mod dens hoved. Til sidst kan du bytte kødbenet med noget, som er lige så interessant for hunden.

Hjælp, hvalpen bider - del 1

HundeNyt nr. 7

Når jeg ikke selv har en hvalp, glemmer jeg hurtigt, hvor rædselsfuldt det faktisk er. Jeg husker kun den søde, nuttede uldklump, som var så sjov. Så må venner og familie lige minde mig om, hvordan de måtte barrikadere sig bag døre, have vanter på hænderne m.m. for at undgå de sylespidse tænder.
Hvalpe bider - og de bider meget. Inden du fik hvalpen hjem, har den brugt en stor del af dens korte liv på at lege, slås, bide og ruske i dens kuldsøskende. Af og til høre man et lille piv fra en af hvalpene. Den trækker sig lidt, men genoptager kort efter legen igen. Denne leg fortsætter hvalpene, når vi får dem hjem. De bider os i fingrene, i armene, i benet og i ansigtet. Og det gør rigtigt ondt.

Der er ikke noget at sige til, at det at få en hvalp i huset kan komme som noget af et chok for især førstegangshundeejere. Men også mere garvede ejere kan blive overraskede. De husker nemlig heller ikke, hvordan Buller opførte sig som hvalp for 12 år siden. Og for mange børn - også de større - bliver ønskedrømmen om en hundehvalp næsten til et mareridt.

Bekymringerne begynder nu at dukke op. Er hunden vil at tage magten? Er den aggressiv? Hvordan skal det ikke gå, når den bliver større? Ejerne begynder nu at tage hårdt fat i hvalpen, så den kan lære, hvem det er der bestemmer. Der bliver råbt nej til hvalpen meget højt.

Når du straffer hvalpen for at bide, risikerer du et af følgende: Hvalpen lærer, at den får opmærksomhed, når den bider. Faktisk bliver det tit endnu værre, når den straffes. Hvalpen stresser op og bider endnu mere og endnu hårdere. Og hvad værre er - den tager denne adfærd med sig langt ud over hvalpetiden.

Andre hvalpe bliver så forskrækket over at blive straffet, at de helt holder op med at bide. Og det er jo rart - i første omgang. Men de holder også op med at hilse og taget kontakt i det hele taget. Hvalpen går dermed glip af en meget værdifuld social læring. Og meget ofte er det disse hunde, som bider, som voksne. Endelig er der hvalpe, som bliver så bange, at de begynder at forsvare sig for alvor. Disse hunde lever som regel ikke særlig længe.

Hvalpebideri har en meget vigtig social funktion. Det udvikler nemlig hvalpens bidhæmning over for artfæller. Gennem leg og bideri lærer hvalpen, at når den bider for hårdt, vil den anden hvalp ikke lege med den. Den sjove lege stopper altså. På den måde lærer hvalpen altså at få kontrol over sine tænder. For flokdyr med så farlige våben, som hundens tænder er, er det af livsvigtig betydning, at de kender grænsen for, hvornår de gør skade på flokmedlemmer. Ellers kan det gå gruelig galt.

Det er denne bidhæmning, vi skal træne hvalpene i, når vi får dem hjem. Godt nok er hvalpebideri helt naturlig, men det er vigtigt, at vi fortsætter træningen af hvalpens bidhæmning.

Hjælp, hvalpen bider - del 2

HundeNyt nr. 8

At trænes hvalpens bidhæmninger, skal - som alt hundetræning - ske gradvist. Og du bør starte allerede nogle få dage efter, du har fået hvalpen hjem.

Sæt dig ned, leg med din hvalp og lade den bide i dine hænder. Når den bider lidt hårdere, end den plejer, siger du AAAV oppe i et højt toneleje, rejser dig op og går væk. Du skal ikke lyde vred, men efterligne hvalpens hyl og piv. Efter ca. 10 sekunder går du tilbage til hvalpen og fortsætter legen. Så længe hvalpen ikke bider hårdt, leger I videre. Men når den igen bider for hård: AAAV og afbrud kontakten nogle sekunder og genoptag så legen.

Når hvalpen har forstået princippet, kan du øge kravet lidt mere. Nu må hvalpen kun bide forsigtigt i dine hænder. Bider den for hårdt: AV, afbryd kontakten og gå væk. Det gør du nogle gange, hvorefter du igen øger kravet. Sådan fortsætter du, indtil hvalpen er klar over, at det kun er ok at slikke eller sutte på dine hænder. Nu bør du også sætte regler op for andre steder af kroppen. Hvalpen bør ikke bruge tænder i ansigtet på dig, bide dig i anklerne m.m. Hvis den gør det, siger du AAV og går væk.

Når hvalpen er omkring tre måneder, bør den have lært, at den skal være forsigtig med sine tænder. Nu kan du sætte kravet op til, at hvalpen slet ikke må bruge tænderne på os mennesker overhovedet. Træn det på samme måde. Når den bruger tænderne: AV og afbrud kontakten i nogle sekunder. Det er en god idé også at fortælle familiemedlemmer og besøgende om reglerne, og hvordan de skal gøre. Hvis den bider dem, når de hilser på den, skal de også sige AV og afbryde kontakten i nogle sekunder, før de igen hilser, leger eller kæler med den.

Hvalpebiderier forsvinder som regel, når hvalpen er ca. fire til fem måneder gammel, omkring samtidig med at den får nye tænder. Så bare rolig. Der er håb forude.

Kilde: Hundetidsskriftet Canis nr. 4/200

Hunden gør, og naboerne klager - del 1

HundeNyt nr. 9

Som hundeejer risikerer man at komme ud for, at naboerne klager over, at ens hund gør. Det kan være, at hunden gør, når den er alene, foran havelågen, når der kommer gæster, inden gåturen m.m. Det ønsker de fleste at gøre noget ved, men mange opdager også hurtigt, at det ikke er særlig let. Her er en lille guide til, hvordan du kan takle eventuelle problemer med, at hunden gør for meget.

Som det ALLERFØRSTE skal du spørge dig selv, om din hund er velstimuleret. Får den mentale udfordringer (næsearbejde, problemløsning, samarbejde) hver dag flere gange om dagen, kommer den hver dag ud gåture steder, hvor den må være løs, møder den artsfæller? Gør den ikke det, må du først sætte ind her.  Du skal også spørge dig selv, om din hund er stresset. Stress hænger ofte sammen med understimulering, men kan også skyldes overstimulering, eller at hunden har lært, at det betaler sig for den at stresse op i bestemte situationer, for eksempel inden den skal ud og gå tur.

Herefter skal du finde årsagen til, at din hund gør. Hvis den gør, når den er alene hjemme, og den gør højt, hysterisk og hurtigt (yip, yip, yip), så er det sandsynligvis, fordi den er bange for at være alene hjemme. Så må du sætte ind med en massiv tilvænning til det at være alene hjemme. Det er en god idé at få hjælp af en adfærdsbehandler til alene-hjemme-træningen. Kig forbi www.paff.dk og se, om der ikke findes adfærdsbehandler i nærheden af, hvor du bor.

Din hund kan også gø for at få opmærksomhed. Det er et meget udbredt fænomen, som ses på stort set alle træningspladser. Hunden bruger også denne gøen, når den vil ud, kæles med, have mad o.l. En hund, der gør for at få opmærksomhed, gør stakkato-agtigt. Den siger vuf vuf og holder en kort pause, vuf vuf pause. Problemet forsøges ofte 'løst' ved, at ejeren siger "nej" eller "tie nu stille". Men rent faktisk giver det bare hunden det, den gerne vil have - nemlig opmærksomhed. Det samme gælder, hvis man reagerer på hundens gøen ved at kigge på den, snakke til den, klappe den mm.

Du kan løse problemet ved at overse hunden, ignorere den fuldstændig. Det kan være lidt af en pest i starten, fordi hunden i en kort periode vil forsøge endnu mere ihærdigt. Men det vil hurtigt gå op for den, at den ikke længere opnår noget som helst med gøeriet - og så høre det op.

Hunden gør, og naboerne klager - del 2

HundeNyt nr. 10

Nogle hunde gør som et udtryk for forventning og livsglæde. Denne gøen er lys og vedvarende: vov - vov - vov - vov. Hunden gør måske, inden I skal ud at gå tur, i bilen på vej til hundeparken eller for at få dig til for eksempel kaste en bold m.m. Du kan løse problemet ved at gøre disse situationer mere stille og rolige. Lad være med selv at piske en stemning op - heller ikke bare en gang i mellem. Inden gåturene kan det være en fordel at arbejde med, at hunden ikke komme nogle vegne, før den tier stille. Du går i gang med at gøre klar til turen. Hunden begynder at gø. Du 'fryser' på stedet, indtil hunden holder op med at gø. Så fortsætter du forberedelserne. Hver gang hunden begynder at gø, stopper du det, du er i gang med. I starten tager det noget tid at komme ud ad døren, men du vil hurtig se resultater.

Noget af det samme kan du gøre på vej til hundeparken. Stop bilen, hver gang hunden begynder at gø. Og kør først videre, når hunden tier. Jeg vil dog med det samme sige, at dette ikke altid er praktisk mulig af hensyn til den anden trafik. En alternativ løsning til gøen i bilen er putte hunden i et bur og lægge et klæde over buret, så den ikke kan se ud. Dette kræver dog, at hunden er vant til at ligge i bur og har lært, at det er det bedste, der findes i verden.

Hvis du har en hund, som gør for at få dig til at kaste bolde, pinde m.m., skal du stoppe disse lege. Hunden har heller ikke godt af det, fordi det stresser meget. Ignorere din hund, når den forsøger at få dig til at kaste - lad være med at sige nej eller give den andre former for kontakt. Den vil forsøge sig i nogle dage, men finder snart ud af, at den ikke opnår noget som helst - og gøen fortager sig.

En hund, der gør i haven, gør det ofte for at forsvare flokkens territorium. Dens gøen vil være meget dyb, lettere knurrende og kortvarig: Grrrr - Grouffff. Men kan også være sammenhængende og langvarig, hvis hunden stresser. Denne gøen vil kun forekommer, når nogle passerer uden for haven. For at løse dette problem er det første du skal gøre at tage ansvaret for at vogte territoriet fra hunden. Lad ikke hunden ikke opholde sig i haven alene - kun sammen med dig eller andre voksne i familien. Og tag den med ind, når I går indenfor. Gå ture med hunden i stedet for at lufte den i haven.

Hvis hunden gør, selvom du er med i haven, kan du forhindre den i at kunne følge med i, hvad der sker ude på vejen. Blind for eksempel havelågen, så hunden ikke kan se ud igennem den. Og afskær hunden fra at komme hen til de steder, hvor den kan se ud på vejen. Det er også en god idé at lade hunden hilse på de naboer, som bor lige ved siden af. Tag hunden med derind og lad den hilsen på dem. Lav gerne en aftale med naboerne om, at de kaster en godbid ind til hunden, når de rumsterer rundt ved siden af. Men HUSK at instruere dem i kun at give hunden godbidderne, når den tier stiller. Ellers lærer den bare, at det er gøriet, som betaler sig. Sørg i det hele taget for, at hunden - og naboerne - får så mange gode oplevelser med hinanden som muligt. På den måde lærer i hvert fald hunden, at naboerne ikke udgør en trussel - tværtimod.

Gøeri kan være noget svært noget at have med at gøre. Så hvis ingen af disse råd virker, er det måske en idé at kontakte en adfærdsbehandler på www.paff.dk . står for "Foreningen af P rivatpraktiserende A dfærdsbehandlere F or F amiliedyr i Danmark". Her kan du finde en adfærdsbehandler i nærheden af, hvor du bor.

MIN HUND BLEV ET MONSTER

Af Søs Dalgaard Jensen

Min lille hunhund har altid været meget velfungerende blandt andre hunde. Hun har kunnet med de fleste og aldrig givet mig grund til bekymring på det område. Jeg har også tit brugt hende på mine træningshold som 'mægler' mellem hundene og til at skabe ro og orden i frikvarteret.
For omkring 1½ års siden begyndte hun imidlertid at ændre adfærd. Faktisk udviklede hun sig langsomt, men sikkert til noget af et frådende monster, når hun mødte andre hunde. Hun fór frem mod dem og gøede vildt og inderligt. Hun kunne også finde på at bide ud efter dem. Hvalpe røg hun også på uden grund, så de hylede og skreg. De fleste hund blev virkelig bange for hende. Enkelte gik på hende.

De andre hundeejere begyndte at kigge skævt til mig. Flere skældte også ud over min uopdragne hund. Og jeg blev en af de duknakkede hundeejere, som kravler langt ind i buskadserne for undgå at møde andre hunde. Og som finder de tider på dagen - eller rettere aftenen - til at lufte hunde, hvor der ikke er ret mange andre.

Efterhånden begyndte hun også at gø af folk, som ville hilse på hende. Og min hanhund fik nogle gevaldige fur af hende, når han passerede hende i stuen. Jo - hun var godt i gang med at udvikle sig til en rigtigt problemhund. Men hvad var der dog gået galt??

Det viste det sig, at korsbåndene i begge hendes bagben var sprunget. Hun må have haft ufattelige smerter. Desværre tog det dyrlægerne - for guderne skal vide, at jeg var hos en del - næsten et år at finde ud af, hvad der var galt med hende. Og i den periode blev hendes adfærd over for andre hunde bare værre og værre.

Det er nu ½ år siden, at hun er blevet opereret. I takt med, at hun har fået det bedre og er blevet stærkere i benene, er hun også blevet bedre og bedre med de andre hunde. I dag kan hun hilse på hvalpe igen uden at ville slå dem ihjel og uden mit hjerte sidder helt oppe i halsen. Min egen hunds sygdomsforløb har for alvor fået mine øjne op for, hvor stor betydning smerter og andre fysiske gener har for, at en hund udvikler adfærdsproblemer. Jeg tror faktisk, at flere hunde med såkaldte adfærdsproblemer i virkeligheden har smerter.

Med denne historie vil jeg opfordre alle, som oplever, at deres hund pludselig ændre adfærd, til at få den undersøgt grundigt hos dyrlægen. Måske kan dyrlægen ikke se noget til at begynde med - for mit vedkommende kunne de ikke se noget de første 3-4 gange, hun blev røgentfotograferet. Men giv ikke op. Snak med flere forskellige dyrlæger - og tag gerne fat i de dyrlæger, som er specialiseret i de sygdomme, som man tror ens hund lider af. Stædighed betaler sig af og til !!!

Når bøllehunden er usikker

Af adfærdsbehandler Hanne Maria Friborg

Mange hunde reagerer med aggressivitet over for andre hunde. Det er et stort problem for deres ejere og for de mennesker, der ellers omgås hundene. Men er disse hunde uhyre som bare vil slås med de andre? Nej, oftest nærmest tværtimod.

Lad os først se på aggressionens formål. Aggressivitet er en drift - en målrettet energi, som har til formål at øge afstanden til en artsfælle eller få den til at underkaste sig. Nogle forskere mener, at ægte aggressivitet kun findes mellem artsfæller. Det vil sige, at den aggressivitet, vores hunde viser over for os, ikke er ægte aggressivitet, da vi må formode, at hunde godt ved, at vi ikke er deres artsfæller. Jeg er ikke helt enig i den påstand, da jeg mener, at vores hunde ser på os som deres flok, og derfor bruger de samme kommunikationssystemer over for os, som de bruger over for deres artsfæller.

Hvis vi holder fast i, at aggressivitet handler om at øge afstand, så handler det jo ikke om kamp, nærmest tværtimod. Aggressionen udløses for at undgå kamp.

Den misforståede hund

Det er tilfældet med mange af de hunde, jeg ser på træningspladsen. De er usikre på de andre hunde og reagerer voldsomt, når de ser dem. Men i virkeligheden vil de helst ikke i kontakt med. Det største problem for disse hunde er, at de ikke bliver forstået. Og de får ikke den hjælp, de har brug for, til at håndtere de situationer, de ikke selv kan klare. Hundeejeren bliver i stedet vred på hunden og skælder den ud eller straffer den. Og set med hundens øjne handler det om enten at skulle øge afstanden, hvilket den ikke kan, fordi den er i snor, eller underkaste sig, hvilket den heller ikke kan, da den jo af al magt prøver at få den anden hund til at forstå, at den skal gå væk.

På den måde bliver der skabt en konflikt i hunden, for hvad skal den gøre? Underkaste sig sin ejer eller forsøge at øge afstanden til den anden hund? Ved at underkaste sig risikerer den, at den anden hund kommer tættere på, og ved ikke at gøre det, risikerer den at blive straffet yderligere. Det er altså et valg mellem pest eller kolera.

Efter kort tid vil hunden begynde at forbinde det, at ejeren skælder den ud, med den anden hunds tilstedeværelse. Det betyder igen, at det bliver mere presserende for hunden at få andre hunde til at gå væk. Næste gang, de møder en hund, bliver aggressionen hos både hund og ejer værre og værre. Og så ruller lavinen.

Problemer med lederskabet?

Det er en sørgelig situation for hunden, som ikke bliver forstået af sin ejer eller såkaldte 'leder'. Mange af disse hundeejere får nemlig at vide, at den er gal med lederskabet. De får fortalt, at de skal tage hårdere fat i hunden, når den udviser aggressivitet, og at den gør det, fordi den ikke ved, hvem der bestemmer. Jeg tror ikke, at hunden er i tvivl om, hvem der bestemmer - det handler nok mere om, at hunden ikke stoler på, at ejeren kan skabe den fornødne tryghed i flokken. Og at skabe tryghed og ro er lederens vigtigste opgave og det, som giver lederskab.

At den er gal med lederskabet, ja, det er der vist ingen tvivl om. Men at der skal tages hårdere fat i hunden, er forkert. I stedet skal ejeren gå ind og tager ansvar for det, som hunden ikke kan håndtere, nemlig mødet med en anden hund. Hvordan det skal gøres er forskelligt fra hund til hund. Men et generelt råd er at øge afstanden til den anden hund og bryde øjenkontakten ved at gå ind foran hunden. Og i stedet for at skælde ud, skal du tale roligt til hunden og undgå at gøre snoren stram, fordi det forstærker følelsen af, at der er fare på færde hos hunden.

Aggressivitet over for fremmede har ikke noget med dominans at gøre. Dominans findes kun inden for flokken og ikke i forhold til fremmede. Det vil sige, at hunden ikke er dominerende over for de hunde, den møder på vejen eller på træningspladsen en gang om ugen, fordi de er jo ikke en del af flokken. Det, man kan tale om i forhold til mødet med fremmede hunde, er selvsikkerhed. En hund kan godt være selvsikker over for fremmede hunde. Men det er ikke den selvsikre hund, der starter et slagsmål. Det har den sjældent brug for, fordi den jo er sikker på sin egen styrke. Selvfølgelig ser man, at hunde slås. Men det er, når to individer, der er lige selvsikre, mødes, og den ene ikke har lyst til kontakten og bruger aggressiviteten til at øge afstanden med. Og det kan føre til slagsmål.

Stress og aggressivitet

I situationer, hvor hunden har brug for at yde sit optimale, udløses stresshormoner. Det vil sige, at når hunden er aggressiv, er den også stresset, fordi den har brug for enten at kæmpe eller flygte. Stress og aggressivitet er derfor tæt forbundet med hinanden. Faktisk kan man sige, at de er uadskillelige. Stress sikrer hundens overlevelse, uden den ville individet dø. Hunde bliver stressede i forskellige situationer, og det er først, når der er tale om konstant forhøjet stress, at det er skidt for hunden. Når hunden bliver meget stresset, er der tale om blokeringsstress. Når hunden er blokerede, kan man ikke komme i kontakt med den, den vil ikke have godbidder, og den kan ikke hører eller mærke noget. Det er derfor håbløst at forsøge at kommunikere med en hund, der er blokeret af stress. Vælger man at blive fysisk over for hunden, er det eneste, man opnår, at tilliden ryger sig en tur. Det gode forhold bliver ødelagt, og man risikerer at stresse hunden endnu mere.

Hvordan sikre vi os, at hunden ikke er blokeret?

Den bedste måde til at finde ud af, om hunden er i blokeringsstress, er ved at give den en godbid. Hvis den spiser den, kan vi arbejde med hunden. Hvis den derimod ikke vil have godbidden, kan der være tale om blokeringsstress. Når hunden stresser på den måde, sker der flere fysiologiske ting. En del har at gøre med fordøjelsen. Når hunden går i blokering, går fordøjelsen i stå, og spytsekretionen stopper. Det vil sige, at hunden bliver tør i munden - noget vi mennesker kender fra situationer, hvor vi er nervøse eller på anden måde følelsesmæssigt påvirket. Hunden fordøjelsessystem går i stå, fordi energien skal bruges andet steds, nemlig ude i musklerne enten til kamp eller flugt. Ved at give hunden godbidder, kan man snyde kroppen og måske undgå at hunden bliver så stresset, at den blokere.

Straf og aggressivitet

De fleste, der har en hund med aggressionsproblemer, ved, at det ikke virker at tage hårdere fat i hunden. Faktisk bliver hundene ofte mere aggressive af den behandling. Det er fordi, at nu er det ikke længere kun den anden hund, der udløser usikkerheden, men også ejerens reaktion. Når jeg tænker lederskab i denne situation, vil jeg sige, at en god leder går ind og støtter sin hund i denne situation i stedet for at straffe den.

Der er flere gode grunde til ikke at straffe sin hund - specielt i en situation, hvor hunden reagerer aggressivt. I hundens hjerne er der et center for straf og et center for belønning. Alt efter hvilket center man stimulerer, bringer man hunden i forskellige stemninger. Når man stimulerer strafcentret, bliver hunden irriteret og får en kort lunte, altså den reagerer hurtigere på det, der sker rundt om den. Ofte tør den ikke lade sin irritation gå ud over ejeren, mens det ikke er svært at lade frustrationen gå ud over en anden hund. Samtidig skal der mindre til at udløse aggressivitet hos disse hunde, da de jo i forvejen er irriterede. Hvis man derimod stimulerer belønningscentret, bliver hunden i godt humør. Den tager ikke tingene så tungt og kan nemmere håndtere mødet med en anden hund eller vende ryggen til en konfliktsituation.

Hvordan vil du selv have det?

Lad mig give et eksempel fra vores verden: Du går til træning med din hund, og træneren er efter dig. Han siger måske, at du ikke har styr på hunden, og at den tager røven på dig. Han siger aldrig noget godt til dig, at han synes, at du gør et stort stykke arbejde med hunden, eller at han kan se, at det går fremad. Altid kun negative ting og så endda foran de andre kursister. Hvordan får det dig til at føle dig? Irriteret, sur, muggen og i rigtigt dårligt humør? OG hvem er nærmere at lade din dårlige følelse gå ud over end hunden, som jo i øvrigt er skyld i det hele, fordi den hver gang opfører sig fuldstændigt åndsvagt, knurre og gør af de andre, og hvis de kommer for tæt på, laver den også udfald.

På samme måde er det med vores hunde. Hvis de kun får straf og bliver korrigeret, sender hjernens strafcenter signaler til kroppen, og de bliver i dårligt humør. Derfor skal den første og bedste hund nok få læst og påskrevet. Meget få hundeejere forbinder træningsmetoder og aggressivitet med hinanden.

Hvis hunden i forvejen er usikker på andre hunde og så oven i købet bliver straffet, når den møder en anden hund og prøver at få den til at gå væk, ja så forstærker man faktisk hundens aggressivitet i stedet for at formindske den. Når straf ikke virker, prøver man endnu hårdere at få hunden til at stoppe og så ruller lavinen. Jeg vil våge den påstand, at mange af disse hunde ender med at blive aflivet. Og det fordi de bliver misforstået.

Positive og negative associationer

Hunde danner billeder inde i hovedet, alt efter hvad de oplever. Hvis de altid bliver straffet ved mødet med en anden hund, så er associationen til andre hunde negativ. Hvis den derimod altid bliver belønnet ved mødet med en anden hund, så er associationen til andre hunde positiv. Derfor jo flere gange hunden møder en anden hund, uden at der er straf blandet ind i billedet, jo mere positiv bliver billedet, og jo lettere bliver det for hunden at møde andre hunde.

Hvis du har en bøllehund, er det vigtigt, at du giver den gode oplevelser i forbindelse med mødet med andre hunde. Og det er vigtigt, at du arbejder med dit eget billede af hunden, så du får vendt det fra at være et billede af et frådende monster til at være et billede af en usikker hund, der har brug for din støtte. Jo mere du støtter og hjælper din hund, jo mere lederskab giver den dig.

Alternativ behandling af hundeproblemer

Det er efterhånden anerkendt, at hunde og andre dyr kan have adfærdsmæssige problemer på grund af en psykisk ubalance - akkurat som vi mennesker kan (EU har endda "vedtaget", at også dyr har følelser og skal behandles derefter). Stadig flere hundeejere konsulterer derfor en adfærdsspecialist for at få løst hundens og dermed også deres egne problemer. Jeg er en af disse adfærdsspecialister og har gennem en del år arbejdet professionelt med hundeadfærd. Først ud fra min etologiske viden, men efterhånden er der kommet mere til. I '95 fik jeg mit bevis fra Anders Hallgren, der postulerer, at jeg har gennemgået en uddannelse til "problemhundeinstruktør" - en lige så misvisende titel som "hundepsykolog", som jeg har valgt at kalde mig. Det er en betegnelse, der ingenlunde er godkendt i Danmark.

For et par år siden opdagede jeg via mine egne hunde, at der er en anden indgangsvinkel til problemløsning end den rent videnskabelige. Begge mine hunde havde på det tidspunkt brug for at blive behandlet kiropraktisk, og jeg fik kontakt til en god hundekiropraktor i Vordingborg og drog glad af sted. Det viste sig, at Marianne, som kiropraktoren hed, havde en spirituel indfaldsvinkel til mine hundes fysiske problemer. Hun mente, at hundenes fysiske skavanker skyldtes mentale problemer blandt andet på grund af traumatiske oplevelser i tidligere liv!!

"Klap lige hesten", tænkte jeg, men var egentlig ret ligeglad med, at Marianne "talte" med mine hunde. Bare de fik kiropraktik, var jeg tilfreds. Men efter nogle besøg kunne jeg godt fornemme, at der skete noget med hundene, når de fik healing. Efterhånden begyndte jeg at tro lidt på, at Marianne - i hvert fald nogle gange - havde telepatisk kontakt med hundene.

Da jeg betragter mig selv som et åbent menneske, ville jeg ikke tillade, at jeg bare affærdigede muligheden for, at der var kontakt, og at hundene blev healet. Så da jeg "ved et tilfælde" fandt en artikel om en clairvoyant kvinde i København, der også talte med dyr, og hvor man kunne komme på en workshop, slog jeg til. Uden at overdrive kan jeg sige, at den workshop blev et vendepunkt i mit liv - intet blev nogensinde det samme igen!

Ved præsentationen af deltagerne på workshoppen meldte jeg ærligt ud om, at jeg var skeptisk, men ikke totalt lukket for muligheden af, at telepatisk kommunikation mellem dyr og menneske kunne finde sted. Deltagerne skulle medbringe et foto af vores eget dyr til brug ved kommunikationen, og efter nogle indledende forklaringer og lidt afslapningsøvelser blev vi sat til at kontakte vores dyr.

Ret hurtigt fik jeg kontakt med min cairn terrier, Trille, og det blev ret voldsomt! Trille "talte" ikke til mig med ord, men i stedet mærkede jeg hendes følelser - og det var ikke morsomt. Trille havde det elendigt, hun var uendelig trist og sørgmodig og efter nogen tid sad jeg bare og vrælede. Jeg med al min "viden" mente selv, at min lille hund havde et godt liv, men i stedet for følte hun sig voldsomt tilsidesat til fordel for min labrador! De ting, der kom frem, måtte jeg beskæmmet give hende ret i, og jeg lovede at forbedre mig.

Udover at kommunikere med vores egne dyr blev vi også sat til at kommunikere med andre dyr, både de øvrige deltageres, men også dyr, som underviseren havde fotos af og kendte fra sin egen konsultation. På den måde kunne vi få be- eller afkræftet det, vi modtog. Vi forsøgte os med auralæsning på hinanden, vi modtog følelser fra hinanden og fra genstande ejet af hinanden. Endvidere skrev underviseren et begreb på en tavle. Begrebet var "prestige" og skulle vise sig at være navnet på en syg hest. Kunne vi ikke lige fortælle, hvad hesten fejlede? Det kunne vi faktisk alle seks!

Jeg så hesten som en travhest med en blå bandage om det ene forben, men jeg mente, at skaden faktisk sad i skulderen. Et par af de andre deltagere så yderligere, at hesten havde maveproblemer. Det viste sig, at hesten både havde en dårlig skulder og havde lidt af maveproblemer!! Den mandag ændrede mit syn på verden, mig selv og mine muligheder.

Nu arbejder jeg både med etologien og med det spirituelle, og de to ting supplerer hinanden utrolig stærkt. Er en hundeejer ikke åben for det spirituelle "nøjes" jeg med at rådgive omkring almindelig adfærdsmodifikation, og det fungerer fint. Men er hundeejeren åben, og det fornemmer jeg hurtigt, kan jeg gå videre.

Sådan en konsultation forløber således: Hund, ejer og jeg hilser på hinanden og taler lidt om problemet. Jeg ser lige hunden lidt an, og når den er tryg, henvender jeg mig til den. Mens jeg sidder på gulvet ved siden af hunden, følger jeg på den. Dels for at få kontakt, dels for at mærke om der skulle være muskelspændinger eller temperaturforskelle, som vidner om en fysisk skavank. I de tilfælde beder jeg ejeren konsultere sin dyrlæge.

Ofte får jeg hurtigt telepatisk kontakt med hunden, og den kan så selv fortælle, hvad det psykiske problem er. Andre gange er der bare lukket. Her bruger jeg så min intuition og mit pendul, som jeg kan stille spørgsmål til og få ja/nej svar fra. Det sværeste er at stole på, at det, jeg får ind, er rigtigt. At det ikke er mig selv, der former svarene i mit eget hoved. Derfor er det dejligt, når en hund vælger at kommunikere i billeder - når jeg kan spørge ejeren, om hendes hus er med gult bindingsværk, om haven ser sådan ud, og om hunden plejer at lege med en rød bold i haven? De billeder, jeg indtil videre har modtaget, har passet på en prik. Det er dejligt bekræftende både for mig og for ejeren.

Udover disse værktøjer arbejder jeg med blomsterremedierne "The Roses". Det er nogle meget højtvibrerende dråber, der renser psykiske blokeringer og traumer ud af sindet. Jeg har selv fået dråber fra forskellige liljer og roser fra tid til anden over ca. et par år for at opnå forståelse for og accept af mit liv. Det spændende er her, at jeg ikke på noget tidspunkt havde bedt min daværende behandler om at behandle mig for noget fysisk. Men efter ca. seks måneder forsvandt min astma som dug for solen. En astma, jeg havde taget medicin for fire gange dagligt i 18 år!

Hvis det er andre dyr end hunde, jeg bliver bedt om at hjælpe, eller hvis hundene bor langt væk, skaber jeg kontakten via et foto. Så kan jeg både kommunikere med dyret, teste det og give healing. Healing - kanaliseret universel energi - fungerer også fint over store afstande.

Skeptikere har fundet på dette argument for at modbevise kommunikationen: "Hvis man kan tale med sin hund, hvorfor er der så alle de alene-hjemme-problemer? Man må da bare kunne sige til hunden, at man kommer igen, og så er den rolig". Men sådan fungerer det ikke. Når en hund er i ro, kan man sikkert få kontakt med dens "forstand". Men når hunden først er stresset op af den ene eller anden grund, er den et instinktvæsen og intet andet. Hvis hunden har et problem med for eksempel fyrværkeri kan det ikke tales bort.

Hvis du selv har lyst til selv at komme i kontakt med din hund/dit dyr, så vælg en rolig situation. Sid tæt ved dyret og rør ved det. Fortæl så stille og roligt det, du vil have, dyret skal vide og afvent tålmodigt - uden at tænke - at du får svar. Måske mærker du intet, men prøv roligt igen og lad være med at lægge pres på dig selv! Gør du det, blokerer du for modtagelsen. Forsøg også at forklare din hund forud for en hændelse (ikke en stresssituation), hvordan du ønsker, den skal reagere. Gør det flere gange over et par dage og se så, hvad der sker, når du står i situationen!

God fornøjelse Irene Liliequist

Et hundeliv

Dyrenes Beskyttelse har netop udgivet en rapport om adfærdsproblemer hos hunde i Danmark. Og det er på mange måder skræmmende læsning. Undersøgelsen viser, at 27,8% af de hunde, som indgik i undersøgelsen, har et adfærdsproblem. Da undersøgelsen må anses for at være repræsentativ, vil det sige, at næsten 1/3 af de danske familiehunde har et adfærdsproblem. Det er slemt nok i sig selv, at så mange hunde har 'ondt i sjælen'. Men hvad der er endnu mere skræmmende er, at kun 23% af ejerne har søgt hjælp til at få løst problemet.
Undersøgelsen viser også, at mange hundeejere slet ikke er klar over, at deres hund har et adfærdsproblem. Blandt de hunde, som viser tegn på at have et alene-hjemme-problem, var det kun 18,2% af ejerne, der opfatter det som et problem. Det samme billede gør sig gældende for de hunde, der er angste for skud (20% af ejerne anser det som et problem), andre hunde (11% anser det som et problem) eller fremmed mennesker(17,7% anser det som et problem). Det er dybt tragisk, at så mange hunde skal gå rundt og dagligt føler angst, stress og andet ubehag. Det er ikke noget værdigt eller godt liv - faktisk er det et rigtigt hundeliv.
Jeg hører jævnligt om disse hunde, hvor ejerne ikke søger hjælp eller er klar over, at deres hunde opfører sig unormalt. Det kan være en tilfældig bemærkning om, "at nu har den dumme hund igen gnavet sig gennem panelet". Hvis du tilfældigt overhører lignende historier, så fortæl disse mennesker, at deres hund ikke har det godt, og at de skal søge hjælp. De kan spørge deres dyrlæge, om de har erfaring med behandling af adfærdsproblemer eller har en adfærdsbehandler eller hundepsykolog tilknyttet. De kan også få kontakt til en adfærdsbehandler gennem foreningen PAFF på internetadressen http://www.paff.dk eller kig her på hjemmeside under listen med adfærdsbehandlere. Det er en god idé at involvere sin dyrlæge på et eller andet plan i adfærdsbehandlingen. Utrolig mange adfærdsproblemer skyldes nemlig fysiske smerter. Dog er det en dimension, som en veluddannet adfærdsbehandler altid vil have i baghovedet, når de udreder årsagen til problemet, og henvise til, at hunden bliver tilset af en dyrlæge.

GENBRUGSHUNDEN

Internathunde. Genbrugshunde. Omplaceringshunde. 'Kært' barn har mange navne. Mange ønsker at gøre en god gerning ved at tage en omplaceringshund til sig. Andre anskaffer sig måske en, fordi de er billige i sammenligning med for eksempel racehunde. Uanset, hvad årsagen er, skal man være meget bevidst om, at det ikke nødvendigvis er problemfrit at tage en genbrugshund til sig. Hunden kan have haft en dårlig opvækst, være vanrøgtet, have problemer, som den anden familie ikke har ville leve med eller forsøge at løse.
Mange omplaceringshunde går en trist skæbne i møde. Igen og igen forsøges de placeret i nye hjem, men uden at fungere, fordi ejeren ikke har den fornødne viden til at løse problemerne. Omplaceringshunde selvfølgelig også sagtens være velfungerende. Men min pointe er, at man skal være meget bevidst om, at man bevæger sig ind på ukendt territorium, når man anskaffer sig en omplaceringshund. Og at man har et kæmpe ansvar for, at projektet lykkes, så hunden undgår at blive genplaceret igen og igen eller aflivet.

"GENBRUGSHUND"
Endelig har man besluttet sig for at berige hjemmet med en hund. Måske endda en hund nr. 2. Måske er man også begyndt at overveje, om det nye familiemedlem skal være en omplaceringshund: ."for man vil jo så gerne gøre en god gerning og redde en hund." Og tja, "hvis man nu tager en voksen hund, så slipper man for arbejdet med at gøre en lille hvalp renlig og for alle 'hvalpestregerne' og opdragelsen."

Hvis det er med disse tanker i baghovedet, at du overvejer at få en omplaceringshund, må jeg med det samme advare. Det er under ingen omstændigheder lettere at få en voksen omplaceringshund ind i familien, end det er at starte med en lille ny hvalp. Tværtimod! Mens den lille hvalp endnu ikke er socialiseret, men står med en næsten ren tavle, har "Fido", som sidder på et internat, været ude i livet og oplevet i hvert fald mindst et svigt fra mennesker. Måske endda flere, fordi andre også har villet gøre en "god gerning" uden at kunne magte det. "Fidos" tavle er altså godt overskrevet. Og det skrevne er ikke sådan lige at få af igen. Hvis du så oven i købet er i færd med at blive førstegangs-hundeejer, synes jeg, at du er "bedre tjent" med at anskaffe dig en "ny og ubrugt" hvalp.

Da jeg for godt et år siden besluttede mig for at give en lille "genbrugshund" et liv sammen med min tæve Sandra på seks år, lå der et par års overvejelser bag. Var jeg erfaren og tålmodig nok til at tage mod en hund, som andre havde formet - eller endnu værre "misformet"? Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville elske hunden uanset, hvordan den var. Men inden jeg anskaffede hunden, skulle jeg være helt overbevist om, at jeg (1) var i besiddelse af så meget hundepsykologisk viden, at jeg turde begive mig ud på gyngende grund, (2) at jeg i vidste, hvor jeg kunne hente hjælp, hvis noget gik galt. For hvordan kunne jeg sikre mig, at den hund, jeg eventuelt fik i min varetægt, ikke var en direkte problemhund, der allerede totalt havde mistet sin tillid til mennesker? Jeg tror, at ikke så få omplaceringshunde har problemer. Ikke fordi de er problemhunde, men i langt højere grad fordi de er havnet hos problemmennesker.

Det sidste spørgsmål var relativt let besvaret. Jeg ville ikke købe min omplaceringshund hos private eller i et privatejet internat. Dertil havde jeg hørt om for mange fejlkøb blandt venner og bekendte. For vær helt sikker på en ting. Mange af de mennesker, der vil af med deres hund, fortæller ikke altid hele sandheden om hunden, velvidende om at de så næppe kommer af med den. Typiske undskyldninger for at lade "problemhunden" skifte hjem kan for eksempel være pludselig opstået allergi, skilsmisse - eller tusind andre ting. Jeg besluttede mig for at købe min "Fidoline" på et af Dyrenes Beskyttelses internater. Her har man en vis sikkerhed for, at hunden er dyrlægekontrolleret og fysisk rask, inden man overtager den. Samtidig havde jeg en følelse af, at "ejeren" af internatet havde haft tid til at observere "Fido" og derfor mulighed for at danne sig et billede af, om vovsen overhovedet var egnet til at komme ud i et nyt hjem. For alene det at skulle 'overleve' som en 'hel hundesjæl' på et internat kan vel nok kræve sin hund.

Har man stadig har lyst til at berige hjemmet og sit liv med en "genbrugshund", og begiver man sig ud for at se på omplaceringshunde, skal man være klar over, at den hund, man møder - både hos private hundeformidlere/internater og på DB-internater - kun sjældent er den hund, man står med et halvt år senere. Hunden har jo været igennem en ret frustrerende oplevelse. Dels ved at blive forladt af ejeren, dels ved at havne et fremmed sted mellem fremmede hunde og mennesker. I sådan en situation vil en hund ofte være så blokeret af stress (og derfor passiv og ligeglad med sine omgivelser), at det faktisk kan være svært at se, hvad der gemmer sig bag facaden. Man må altså sammenkæde egne observationer med internatets observationer af hunden. Og både for racerene hunde og hunde af 'Bland danois typen' er det vigtigt at kigge på race-egenskaberne. De race-egenskaber, som findes i den hund, du vælger, skal passe sammen med din livsstil. Ellers går det meget nemt galt.

Er du også kommet gennem dette nåleøje og har valgt den "Fido"/"Fidoline", som du mener passer bedst til det, du har at tilbyde. Så er det tid til at få vovsen inden for hjemmets fire vægge. Her begynder en hel ny tilværelse for både en selv, eventuelle andre hunde og ikke mindst for "Fido", der nu igen befinder sig i en stressende situation. Fidos tilpasning til sin nye familie, og måden det sker på vil nok variere meget alt efter hundens tidligere hjem, stressblokeringsniveau, og hvordan hunden har oplevet internatopholdet. Fra min egen "Fidoline" ved jeg, at man ikke skal blive forbavset, hvis hunden de første fire til fem måneder bruger tiden på bare at lukke af og forsøge slet ikke at være der (det skal ikke forveksles med, at hunden er faldet til), og hvis den overhovedet har mere tillid til mennesker at knytte sig til et familiemedlem.

I denne "socialiseringsfase" er der en hårfin grænse for, hvor meget man kan byde hunden. Fido skal selvfølgelig aktiveres og motioneres. Men for mit vedkommende bestod aktiveringen i at forsøge at genopbygge hendes tillid, enkle kontaktøvelser, et trick samt at lære hende, at man ikke kom i kontakt med mig ved at fare forvirret rundt med en pind i munden eller frem og tilbage over et spring. Efterhånden som disse ting kommer på plads, vil hundens sande natur dukke frem. Og så får man for alvor brug for sin viden om hundepsykologi og hundesprog, sit kendskab til en god, velrenommeret hundepsykolog og sidst, men ikke mindst 1000 kg tålmodighed.

Når man får en hund fra hvalp, har man mulighed for selv at socialisere den. Når man anskaffer sig en omplaceringshund, står man med en hund, der har et hav af oplevelser med i bagagen. Ofte er der flest af de dårlige oplevelser. Hunden er måske blevet misforstået, den usikre hund er måske blev behandlet som en dominerende og aggressiv hund, den kan mangle aktivering, være misrøgtet, været udsat for forkerte træningsmetoder eller måske slet ingen træning. Uanset hvad "Fido" har med sig, er realiteten, at man faktisk kun ved lidt eller intet om det, men først selv må gøre sine observationer.

Jeg måtte starte helt fra bunden med min "Fidoline", men mens kontaktøvelser kørte på skinner i starten, skete der efter et par måneder et mega tilbagefald. Sådan gik det i bølge og dal det første år. Jeg vekslede i denne periode proportionel med vovses bølge- og dal-perioder. Jeg har mærket fremgang og tilbagegang, lært at gå et par skridt tilbage - eller starte helt forfra. Jeg har mærket kærligheden og tilliden mellem Fidoline og mig vokse i takt med nedgangsture. Jo mere jeg var ved at fortvivle, jo mere elskede/elsker jeg min genbrugshund.

"Fidoline", Sandra og jeg har på sin vis haft et utroligt hårdt år, hvor blandt andet hundeslagsmål har været en del af kosten (ikke fordi hundene ikke kunne lide hinanden, men fordi en stresset og usikker hund ofte glemmer at læse signaler og vel mener, at angreb er det bedste forsvar). Men det har også været et godt år, hvor jeg har lært utroligt meget - det vigtigste er nok, at man skal gå direkte til hundepsykologen, når det drejer sig om rådgivning om problemhunde, og ikke lytte til gode råd fra mere eller mindre tilsyneladende kompetente personer.

Om jeg igen vil tage en omplaceringshund? Ja! . men ikke, fordi det er nemmere, eller fordi jeg ved, hvad jeg går ind til. Men fordi jeg ser en udfordring i at forsøge at gøre en lille problemhund til en glad harmonisk hund. Det kræver nemlig, at man har fantasi, en bundløs kærlighed til hunden og mere end 1000 kg tålmodighed. Om dette lykkes for mig med "Fidoline", ved jeg ikke, men jeg ved, at i de 14 måneder, jeg har haft hende, er der sket en fremgang. Jeg ved også, at der stadig er lang vej, inden vi når målet - for vi har begge meget at lære. Har du stadig lyst og mod på at få en "Fido" i din varetægt, så ønskes I begge alt godt fra

Ami - Anne-Marie Prange Madsen

Stress som smertestillende middel

Jeg er lige kommet hjem efter en dejlig gåtur med mine hunde. De opførte sig eksemplarisk og holdt sig i nærheden af mig på hele turen. Det lyder meget rimelig, men sådan har det ikke altid været. I sidste nummer af HundeNyt fortalte jeg om, hvordan min hunhund var blevet aggressiv over for andre hunde. Det viste sig, at hun havde sprunget korsbåndene i begge bagben, så hende aggressivitet skyldes smerter.

Men det var faktisk ikke det eneste 'problem', jeg havde med hende i den periode. Hun begyndte nemlig også at gå på jagt. Vildt og uhæmmet løb hun, så snart vi ankom til parken eller andre steder, hvor hun kom ud af snoren. Jeg ved faktisk ikke engang, hvad hun gik på jagt efter. Ofte tror jeg det var efter fiktive katte, ræve m.m.

Jeg var meget bekymret og begyndte at blive nervøs for at slippe hende. Hun løb nemlig langt væk, og jeg var bange for, at hun ville ende ude på en vej. Hun var heller ikke til at kalde hjem, hvilket aldrig havde været et problem før. Når jeg kaldte, løb hun bare hurtigere den anden vej. Og hvis jeg sagde nej og prøvede at stoppe hende på den måde, kunne jeg være helt sikker på, at hun løb dobbelt så stærkt væk fra mig.

I dag ved jeg, at hun gik på jagt på grund af sine smerter. Det lyder umiddelbart temmelig ulogisk, da hun jo burde skåne sine ben. Men alligevel ikke. For når dyr - og mennesker for den sags skyld - bliver stresset, udskiller de i første omgang adrenalin og lidt senere cortisol (et langtidsvirkende stresshormon, der skaber følelsen af irritation, og hvor det tager 3-6 dage, før hunden er nede på normalniveauet igen - tankevækkende, ikke. Det forklarer en hel del om hunde, der bliver aggressive tilsyneladende uden grund - ofte kan det forklares med, at deres stressniveau er blevet opbygget over længere tid). Begge dele er kroppens eget smertestillende middel - og særdeles effektivt. Hun gik altså på jagt for at mindske sine smerter. Så pludselig er der logik i det, min hund gik og lavede.

Mange af de ting, som min hund gjorde i den periode, hvor hun må have haft stærke smerter, fik mig bestemt ikke til at tænke: "Stakkels hund, hvor er det synd for dig". Tværtimod fik hun mig til at tænke "møgkøter" rigtig mange gange. Det, hunde gør, når der er problemer med dem, er ofte ikke noget som appellere til vores medlidenhed - på trods af, at det faktisk tit er den følelse, man sidder tilbage med, når man har fundet årsagen til problemet. Det er også en problematik, som artiklen: Når Bøllehunden er usikker" ser nærmere på. Både den artikel og historien om min hund viser, at der er grund til at tænke sig om både to og tre gange, før man bliver irriteret på sin hund, når den ikke lige gør, som den plejer.

Lær din hvalp at være alene hjemme

Alene-hjemme-problemer med hunde, der gør, ødelægger inventar eller er urenlige, er vel nok det mest udbredte adfærdsproblem. En af de største fejl, folk begår, er ikke at lære hvalpen at være alene med målrettet træning fra starten. For selvom det ikke er hundens natur at være alene, så kan de lære det. Men det skal gribes rigtigt an. Mange går alt for hurtigt frem og starter måske med at stå 5 minutter uden for døren - det er ALT for lang tid i starten. Og mange tager ikke den ferie, det kræver at få en hvalp i huset. Når jeg hører om folk, der får hvalp om fredagen og går på arbejde om mandagen, bliver jeg faktisk ret forarget. Skal man have en hvalp, bør man tage mindst tre ugers ferie - helst fire eller mere. Det lyder af meget, men det er trods alt en ven, som skal følge en 10-15 år af livet - og det kræver et solidt fundament.

Hvalpen bør ikke lades alene de første par dage. Den skal heller ikke under nogen omstændigheder sove andre steder end sammen med resten af familien. Enten i soveværelse - i en kurv ved siden af sengen - eller et andet sted i huset sammen med et voksent familiemedlem. Jeg anbefaler, at hvalpen er i soveværelset i en kurv, fordi det er så vigtigt at få gjort hvalpen tryg og tillidsfuld fra starten. Faktisk mener jeg, at hunden skal sove sammen med familiemedlemmerne hele dens liv - det er det mest naturlige og med til at skabe den vigtige sociale relation mellem hund og ejer.

Når hvalpen er faldet til efter 3-5 dage, begynder du alene-hjemme-træningen. I starten, når hvalpen lades alene, skal den være træt og ligge og sove. Du starter med bare at gå ind i et andet rum og tilbage igen, ud i køkkenet og tilbage igen, på toilettet og tilbage igen. Dette gøres noget 30-50 gange i løbet af dagen, så hvalpen hurtigt lærer at forbinde det, at du går, med at du altid kommer tilbage. Derfor er det så vigtigt, at hvalpen kun er alene i kort tid - i starten bare 1-5 sekunder. Herpå går du ud med skraldet og tilbage igen. Går i bad og tilbage igen. Det er også nu, at du begynder at åbne hoveddøren og lukke igen, gå ud af hoveddøren og ind igen med det samme. Denne træning skal finde sted MANGE gange i løbet af dagen, så hvalpen er helt tryg ved, at du af og til forsvinder. Du skal ikke gøre et stort nummer ud af, at du går. Lad enten helt være med at sige noget, eller lær hunden et signal for, at du går. Sig for eksempel "kommer straks" og hold håndfladen frem foran dig. Det fortæller hunden, at du går, men kommer igen - det har den erfaret gennem træningen, hvor der i starten er meget kort imellem, at du giver signalet og kommer tilbage igen. Derfor er det vigtigt, at du gør det hver gang, fra du starter træningen, så hunden kan lave forbindelsen mellem "kommer straks", at du går og kommer igen. Undgå også store velkomstscener, når du kommer ind igen. Sig højst hej til hvalpen, og fortag dig noget neutralt.

Langsomt og gradvist trapper du tiden uden for hoveddøren op. 2, sekunder, 5 sekunder, 7 sekunder, 10 sekunder, 7 sekunder, 15 sekunder, 10 sekunder, 20 sekunder, 15 sekunder, 25 sekunder osv. LANGSOMT og GRADVIST er nøgleordene her. Gå, mens hvalpen sover eller er beskæftiget med en rolig aktivitet, for eksempel at gnave et lækkert, råt, kødfyldt ben, slikke frossen leverpostej, smørreost el. ud af en kong eller et marvben. Du skal ikke bruge aktivitetsbolde eller kaste foder i huset, når du går fra hvalpen. Når den er færdig med det, drøner der en masse adrenalin rundt i kroppen, og den har svært ved at finde ro. Og så er det for alvor rædselsfuldt at være alene. Jeg er efterhånden af den opfattelse, at man i det hele taget skal holde sig LANGT væk fra aktivitetsbolde. De stresser tit hunden mere, end de gavner. De er oprindeligt lave til grise og skal dække grisens behov for at rode i jorden, hvilket ikke er en adfærd eller et behov, hunde har. Derimod skal du ikke afholde dig fra at lade hunden søge efter sin mad. Det skal bare foregå på gåturen, eller mens du selv er hjemme.

Lad være med at gå for hurtigt frem her - det er grundtræning, og det skal bare være i orden. Hvis du hører, at din hvalp bliver utryg og piber, må du gå tilbage i træningen til et sted, hvor din hvalp er tryg og fortsætte derfra i et tempo, hvor din hvalp kan følge med. Efter en uges tid med den gradvise optrapning er du oppe på ca. 10 - 15 minutter. Du kan nu begynde at øge tiden ved lægge et par minutter på ad gangen og tage små ture til kiosken, bageren osv. I løbet af de tre uger kan du komme op på, at hvalpen kan være alene 5-6 timer, som bør være det maksimale, den er alene. Jeg har selv gode erfaringer med at få en til at komme og være sammen med hvalpen nogle timer om dagen de efterfølgende 2-3 måneder. Det kan være skolebørn eller en ældre person, der måske ikke selv magter at have hund, men som gerne vil være sammen med hunde. De behøver ikke foretage sig noget med hunden. De skal bare være der. De bør komme, så de kan blive der, til du kommer hjem igen, så hvalpen ikke oplever to adskillelser i løbet af dagen.

Der er ting, du skal tage højde for resten af hundens liv. Læg gåturen om morgenen (helst en god, aktiv og lang gåtur, hvor hunden får både fysisk og mental motion), så hunden har ca. en ½ time til at falde ned, inden den forlades. I den tid skal du ikke beskæftige dig med hunden. Den skal bare ligge stille og roligt og gnave ben el. Vær også opmærksom på, at nogle hunde godt kan klare at blive forladt en gang om dagen, men de kan ikke takle, når de forlades anden gang samme dag. Jeg har den regel, at jeg aldrig forlader mine hunde to gange i løbet af en dag, uden der er nogle hos dem.

Du bør også være opmærksom på ferie, weekends, overnattende gæster og sygdom. Hvis der gennem en periode er nogle hos hunden hele tiden, kan den pludselig udvikle alene-hjemme-problemer, når den efterlades igen. Sørg derfor for at forlade hunden lidt hver dag, når I har ferie, i weekend m.m. Det behøver ikke være flere timer, bare mens I er ude og købe ind. Vær også opmærksom på, at fordi hunden kan være alene hjemme i kendte omgivelser, kan den det ikke nødvendigvis fremmed steder, for eksempel i sommerhus, hos venner og bekendte, eller hvis I flytter. På nye steder skal hunden igennem træningsprogrammet igen - men så kan du gå væsentligt hurtigere frem. Endelig kan det være en fordel at 'blinde' hunden, når den er alene. Træk gardinerne for, og lad radioen spille. Nogle hunde stresser op over aktivitet på gaden eller lyde udefra og har svært ved at falde til ro bagefter.

Hvis du finder ud af, at din hund har ødelagt noget, mens den har været alene, må du ALRIG skælde den ud eller straffe den. Dels kan den ikke forbinde en handling, der er foregået for flere timer siden, med straffen, når du kommer hjem. Dels vil det ikke hjælpe på problemet - det er umuligt at straffe bange hunde - eller mennesker for den sags skyld - til at holde op med at være bange. Straf i sig selv skaber jo angst. Det siges ofte, at hunden 'godt ved, at den har gjort noget galt - at den skammer sig'. Men det er meget usandsynligt. Det sker snarere det, at hunden læser det vrede kropssprog og viser underlegenhed, der forveksles med skam, eller at den har erfaringer fra tidligere med at blive skældt ud, når ejeren kommer hjem. Det gælder i stedet om at analysere situationen - hvad kan der være sket i løbet af dagen eller i dagene inden - og handle der ud fra.

En sidste ting, jeg vil tage op, er diskussionen om, hvorvidt hunden skal være alene i hele huset eller blot i nogle få rum. Jeg synes, at hunden skal have hele huset, så situationen ligner dagligdagen så meget som muligt, og man undgår det maseri, som unægtelig følger med at få lukket hunden væk. Det medvirker til at gøre det at gå til en helt særlig og måske stressende og usikker situation, frem for at man bare stille og roligt går fra hunden.

Dette program og de forskellige tips kan bruges på hunde, der har udviklet et alene-hjemme-problem. Her skal man bare være opmærksom på, at hunden ikke må efterlades alene, mens træningen står på. Find nogle, som hunden kan være hos, når I bliver nødt til at forlade den - et ældre menneske, et familiemedlem el. Generelt vil jeg dog anbefale, at man får en adfærdsbehandler ud til at afdække årsagen, hvis ens hund har et alene-hjemme-problem. Læs mere om alene-hjemme-træning og -problemer på www.hundeliv.dk under "Alene hjemme" og på www.hundepsykologen.dk .

Tilbage til artikler

 
  Start | Adfærd | Artikler | Forum | Fotos | Nyheder (c) Hundeskolen Trofast 2008