Start Adfærd & Adfærdsbehandling Artikler & Trænings tips Hundeforum Fotos Se de seneste nyheder!
 


Basse - Dansk svensk gårdhund - klik på billedet for at se det i stort format.
Basse har gået til træning hos Hanne Maria.

Klik på billedet for at se det i stort format
Træt Berner Sennen efter fri leg til træningen.


Thomas er blevet en skøn og rolig hund.
 
 
Adfærd
FORSTÅ DIN HUND DEL 1

Fra HundeNyt nr. 1

Hunden er et flokdyr med et meget nuanceret sprog til at samarbejde og kommunikere med andre flokmedlemmer. Ikke desto mindre er mange hundeejere mest optaget af at få hunden til at gøre, som de siger - uden de gør forsøg på at forstå hundens signaler. Men hvis flokken skal fungere godt, er det ikke nok, at hunden forstår os - vi må også lære at forstå hunden. At kunne forstå sin hund og de signaler, den sender, er fundamentet for et god forhold mellem hund og ejer. Derfor starter her en serie om hundens sprog og flokliv.

Der er i dag bred enighed blandt fagfolk om, at hunden nedstammer fra ulven. For ca. 14.000 år siden begyndte domesticeringen (at dyr gøres til husdyr) af ulven. Der er dog beviser på, at vi har haft hundelignende dyr langt tidligere. Ingen ved præcis, hvordan det gik til. Men man gætter på, at det var til gensidig fordel. Mennesket fik en effektiv jæger og vagthund, mens ulven fik mad og husly.

Allerede dengang startede avlen af det dyr, som er gået hen og er blevet menneskets bedste ven. De venligste ulve, dem, som var bedst til at jage med mennesket, fik mere at spise og lov til at komme tættere på ilden. Derved udvalgte man de mest egnede individer - egnede til at leve med mennesker og udfylde forskellige funktioner. Denne udvælgelse har stået på lige siden. Alle racer er blevet til som følge af en udvælgelse af individer, der lever op til bestemte krav.

Men på trods af 14.000 års udvælgelse og på trods af, at det er meget svært at få øje på ulven i mange hunderacer, er der stadig masser af vild ulv i vores hunde. Det er nemlig forholdsvis nemt at fremavle bestemte pelsfarver og -typer, knoglebygninger, og hvor tit/sjældent en adfærd skal forekomme. Derimod har avlsforsøg med rotter og mus påvist, at det er meget svært at påvirke en adfærds form genetisk.

Al adfærd udføres med et formål. En adfærd er udviklet gennem årtusinder og har vist sig at have en stor overlevelsesværdi. Tit er det ikke lige til at forstå betydningen af en adfærd hos vores hunde, som lever et tryg og risikofrit liv. Derfor må vi ty til studier af ulven og dens flokliv for at se, hvilken funktion adfærden har hos ulven. Og ad den vej komme til at forstå vores hunde bedre. En anden årsag er, at vi har ændret på hundenes kropsbygning og derved også på nogle hundes evne til at udføre en bestemt adfærd helt rigtigt. Det er altså årsagen til, at ulven, dens adfærd og flokliv bruges som model, når vi vil forstå, hvorfor hundens adfærd ser ud som den gør, og hvilken funktion den har.

FORSTÅ DIN HUND DEL 2

Fra HundeNyt nr. 2

Hunden er et flokdyr med et meget nuanceret sprog til at samarbejde og kommunikere med andre flokmedlemmer. Ikke desto mindre er mange hundeejere mest optaget af at få hunden til at gøre, som de siger - uden de gør forsøg på at forstå hundens signaler. Men hvis flokken skal fungere godt, er det ikke nok, at hunden forstår os - vi må også lære at forstå hunden. At kunne forstå sin hund og de signaler, den sender, er fundamentet for et god forhold mellem hund og ejer. Jeg bruger den svenske zoolog og etolog Lars Fält som hovedkilde til denne serie om hundens sprog og flokliv, fordi han drager utrolig mange spændende og indlysende paralleller mellem hunden og ulven.

At leve i flok er en overlevelsesstrategi. Floklivet giver nemlig en altoverskyggende fordel - det bliver muligt at nedlægge et bytte, som er større end en selv. Men floklivet har også ulemper. Det er besværligt at leve så tæt sammen med artfæller - de spiser den samme mad, vil have den samme seksualpartner, det samme territorium mm. Flokmedlemmerne er den allernærmeste og største konkurrent. Det er klart, at det kræver særlige evner at være et flokdyr. Den naturlige udvælgelse favoriserer derfor de individer, som er bedst egnede (ikke de stærkeste, som er en meget udbredt misforståelse) til at leve i flok. Det vil sige dem, som er bedst til at kommunikere, samarbejde og løse konflikter på en fredelig måde. Flokdyr er fuldstændig afhængige af hinanden. Derfor kan de ikke tillade sig at skade hinanden. Flokkens eksistens er truet, hvis et eller flere af flokmedlemmerne er for såret til at deltage i jagten.

En flok etableres ved, at to ulve - en han og en hund - finder sammen under en vandring. De slår sig sammen og finder et territorium med gode muligheder for at finde føde. De parrer sig i løbet af vinteren og får hvalpe i starten af foråret. Forældredyrene og de af hvalpene, som overlever, bliver sammen og danner en flok - en familiegruppe. Hver gang, de får hvalpe, udvides flokken med nye medlemmer. Flokken vokser dog ikke uhæmmet. Når hvalpene bliver gamle nok ved ca. 1-2 års alderen, forlader nogle af dem flokken for at få mulighed for at parre sig. I flokken er det som regel kun forældredyrene, som får lov til at parre sig og få hvalpe.

Lars Fält knytter ulvens udvandring fra flokken sammen med de problemer, som mange hundeejere oplever med deres unghunde i 6-9 måneders alderen og igen i 15-20 måneders alderen. Specielt oplever mange, at indkaldet ikke længere er, som da hunden var hvalp. Hunden kan også blive mere nervøs af sig eller aggressiv. Forklaringen er, at hvis ulven skal være i stand til at begive sig ud på vandringer, må båndet til flokken slækkes.

Ulven må også være ekstra forsigtig, når den ude på egen hånd. Den har simpelthen ikke råd til at gøre for mange fejltagelser, da det kan koste den livet. Hunden holder altså op med at komme, når der bliver, fordi den bliver mindre afhængig af ejeren og mere nysgerrig. Man kan også opleve, at den bliver mere bange for lyde, fremmed genstande og andet, end hvad den har været tidligere (spøgelsesalderen).

Problemer med unghunde i 6-9 måneders alderen kan sammenlignes med den periode, hvor ulvehvalpene begynder at tage på udflugter på egen hånd. De går væk fra flokken og undersøger alt, hvad de møder på deres vej. Når hvalpen skal lære at håndtere sin omverden, er den altså nødt til både at have lettere ved at blive bange og være mere nysgerrig.

Problemalderen ved 15-20 måneder falder sammen med det tidspunkt, hvor de voksne hvalpe forlader flokken - ofte for altid.

Vores hunde har brug for masser af tryghed i denne udviklingsfase. Det kan dog være svært at give dem, fordi vi samtidig bliver frygtelig irriteret, når de ikke kommer, når vi kalder. En del af irritationen forsvinder dog som regel, når vi forstår mekanismerne bag hundens adfærd. Og det skulle der være grundlag for nu.

RANGORDEN OG KONFLIKTLØSNING

Fra HundeNyt nr. 3

For at en flok skal kunne fungere, kræver det en form for organisation. Hvis alle flokmedlemmer satte vidt forskellige aktiviteter i gang på samme tid, var der aldrig noget, som blev til noget. Rangorden er én måde at organisere en flok på: Når der er konkurrence om en ressource som for eksempel mad, kan man forestille sig flere måde at løse problemet på. Dyrene kan slås, så blodet fylder, og den, som vinder, får maden. Men det er en dårlig strategi, da der i en flok er brug for alle. En anden løsning er derfor at lade det være forudbestemt, hvem der har førsteret til ressourcen eller til at tage initiativer i bestemte situationer - at have en rangorden.

Ulven er organiseret i et såkaldte lineært rangordenssystem. Øverst er den ulv (alfa-ulv), som er over alle de andre. På næste trin af stigen står beta-ulven, som er over alle de andre undtaget alfa-ulven og så videre. Ulve har selvstændige rangordenssystemer for hanner og hunner - der findes altså både en alfa-hanulv og en alfa-hunulv. Disse rangordenssystemer er kun for de kønsmodne dyr. Hvalpe og ungulve har deres egen rangorden, som omfatter begge køn. Da man som en del af den selektive avl fra ulv til hund sandsynligvis har udvalgt de mest 'hvalpede' dyr, kan det være en af grundene til, at man hos vores hunde ikke altid ser en stringent kønsopdelt rangorden.

En ulvefloks alfa-parret er som regel det oprindelige forældrepar. Det kan dog ske, at en alfa-han holder op med at parre sig med alfa-hunnen og overlader den rolle til en lavere rangerende han. Han fortsætter dog med at lede de fleste af flokkens andre aktiviteter.

Hverdagen i flokken er præget af ro og harmoni - og ikke, som det ofte fremhæves, af konflikter og 'hakkeorden'. Rangorden er jo netop til for at holde ro i flokken og undgå konflikterne. Det er som regel kun omkring hunnernes løbetid eller i perioder med manglende mad, at der opstår større konflikter, og rangordenen bliver tydelig. De fleste af dagligdagens små skærmydsler løses ved hjælp af kropssprog og mimik. Hvis det ikke lader sig gøre, vil et højere rangerende flokmedlem fysisk stille sig imellem de to stridende parter og blive stående indtil der er ro igen.

Vores hunde bruger stadig det at 'gå imellem', når de løser konflikter. Et klassisk eksempel er kæreste- eller ægteparret, som står og omfavner og kysser hinanden. Men fordi omfavnelse set med hundens øjne er en aggressiv handling, går den ind og dæmper aggressionerne ved at gå imellem parret. Mange mennesker misforstår det og tror, at hunden er jaloux. Vi kan også bruge det at 'gå imellem', når vi skal løse konflikter med vores hunde. Du kan 'gå imellem', hvis din hund bliver ved med at ville grave i en potteplante, eller hvis den har en konflikt med en anden hund. Risikoen for at blive bidt er forsvindende lille - langt de fleste hunde forstår øjeblikkeligt betydningen. Prøv at lægge mærke til, hvor tit din hund egentlig løser konflikter ved at 'gå imellem'.

Pinning er en anden måde at irettesætte på. Det foregår ved den ene ulv tager et løst greb om den andens snude med tænderne og holder fast, indtil den anden igen forholder sig rolig. De ældre dyr bruger også pinning, når de irettesætter hvalpene. Når hvalpen irettesættes sådan, er det hvalpen selv, som kaster sig ned på jorden og rundt på ryggen, mens den skriger himmelhøjt. Det er ikke den ældre, der smider dem ned og påføre hvalpen store smerter. Hvalpen har igennem leg med dens søskende lært, at når noget gør ondt, skal den bare skrige, så stopper den anden, og smerten forsvinder.

Ældre ulves og hundes omgang med hvalpe er desværre meget misforstået. Nogle af de 'gode' råd, du kan høre rundt omkring, går på, at man skal kaste sin hund ned på ryggen og holde fast, til den 'giver' sig, fordi sådan gør hundemoderen. Eller at man skal ruske hunden i nakkeskinnet, fordi sådan irettesætter hundemoder sin hvalp. Men det eneste tidspunkt, en ulv rusker noget i nakkeskinnet, er, når den dræber et mindre byttedyr. Et andet 'godt' råd siger, at man skal bide hunden i øret, også her er begrundelsen, at sådan gør hundemoderen. Den svenske hundepsykolog Anders Hallgren har imidlertid lavet en undersøgelse, hvor han blandt andet indsamlede oplysninger fra forskellige kenneler om, hvordan deres hunde irettesatte hvalpene. Den undersøgelsen viste, at hundemoderen stort set kun benytter sig af pinning, når hun irettesætter - og det foregår helt uden nogen former for vold eller fysisk smerte. Hermed håber jeg at have tilbagevist nogle af de mange fejlagtige skråner, som desværre stadig florerer.

HVAD ER EN GOD LEDER?

Fra HundeNyt nr. 4

Begrebet lederskab bruges ufattelig meget i hundekredse i disse år. "Du har et dårligt lederskab over din hund." "Du skal vise din hund, hvem der bestemmer". "Du skal vinde hver enkel situation." "Med lidt fast hånd kan du hurtig fjerne problemet." Sådan kunne nogle af de 'gode' råd om, hvordan man styrker sit lederskab over hunden, meget vel lyde. Mange forklarer nemlig lederskab med, at ejeren skal være den største, stærkeste og mest dominerende. Men er det overhovedet lederskab?

Du kan selv regne svaret ud ved at forestille dig, hvilken type chef du ville respektere mest og arbejde bagdelen ud af bukserne for? Er det chefen, som altid dominerer dig og skælder og smælder og griber dig i kravetøjet, når du begår en fejl? Chefen, som tager æren for dit arbejde, og som ikke viser forståelse for dig og den person, du er? Chefen, som fuldstændig overhører dig, når du forsøger at fortælle noget? Eller er det en chef, som støtter dig i dit arbejde, bakker dig op, uddeler ansvar og viser dig tillid? Som roser dig, når du har lavet et godt stykke arbejde, men som selvfølgelig også retter dig, når du begår fejl, men gør det med respekt og forståelse for din person?

Den først cheftype tror jeg, at de færreste vil respektere. Mange vil nok være bange for vedkommende, men angst har intet at gøre med respekt. Jeg tror, at medarbejderne under denne chef er meget modvillige og kun lige yder det stykke arbejde, som nu engang skal gøres. Enkelte vil forsøge at kravle højere op hierarkiet - over chefen, mens andre nøjes med i det skjulte at benytte enhver lejlighed til at stille denne chef i et dårligt lys over for andre. Medarbejderne vælger at blive på arbejdspladsen, fordi de ikke føler, de har andre muligheder. De er måske bange for at blive arbejdsløse, at de ikke kan få en lige så god løn et andet sted osv. Men de kunne aldrig drømme om at omgås hinanden i fritiden.

Hunde er faktisk slet ikke så forskellige fra mennesker på det område. Ikke desto mindre opfører mange hundeejere sig som den dominerende chef over for deres hunde. Sandsynligvis fordi sådan har den gængse opfattelse af hundeopdragelse altid været - og er desværre stadig. Man skal tale hårdt til hunden for at få den til at høre efter. Mænd er bedre til at være flokledere end kvinder, fordi de har en dybere stemme og er fysisk stærkere. Men hvordan er denne opfattelse i det hele taget opstået?

En del af forklaringen findes i de såkaldte rangordens-eksperimenter. Disse forsøg gik ud på, at forskere spærrede nogle dyr inde på et meget lille område uden mulighed for at flygte. Så observerede de, hvordan rangordnen blev etableret. Man undersøgte bare ikke, hvad der skete, hvis lågen bliver åbnet. Ville dyrenes så stadig holde sammen, eller ville de gå hver til sit? Dette spørgsmål er faktisk helt centralt. Præcis som på en arbejdsplads kan man skabe en rangorden blandt dyr, der aldrig af fri vilje ville leve i flok, ved at spærre dem inde i et bur. Her er resultatet, at den største og stærkeste ender øverste i rangordnen.

Rangordens-eksperimenterne har været med til, at der er blevet sat lighedstegn mellem udvikling af rangordens-systemer og dannelse af en flok. Resultaterne af forsøgene er ofte blevet præsenteret på en sådan måde, at dyrenes aggressioner er kommet alt for meget i centrum. Det har ledt til, at mange uden for de videnskabelige kredse har fået et forvrænget billedet af, hvordan rangordens-systemer opbygges.

BLIV EN GOD LEDER

Fra HundeNyt nr. 5

Når vi taler om lederskab, er det vigtigt at skelne mellem træning og daglig omgang. Træning er, når du lærer din hund at komme på indkald, at sidde, at gå spor osv. Træningssituationen har intet at gøre med lederskab. Ingen hund gør noget, fordi vi har lederskab over den. Hunden gør det, som betaler sig for den. I træning drejer det sig om indlæringspsykolog. Her lærer hunden, at en bestemt adfærd fører noget godt med sig (godbidder, ros, leg m.m.), eller gør, at hunden slipper for noget ubehageligt (skæld ud m.m.).

Lederskab er et adfærdsbegreb, som har at gøre med det sociale liv i flokken/familien og forholdet mellem flokmedlemmerne. I en ulvefloks dagligdag har lederskabet en meget vigtig funktion. Flokkens aktiviteter skal nemlig samstemmes. Ulvene skal for eksempel hvile på samme tid, så alle er friske, når de skal på jagt. Hvis kun halvdelen af flokmedlemmer er udhvilet til jagten, er der en stor risiko for, at jagten mislykkes. Denne adfærd ses meget tydeligt hos vores hunde. Når hvalpen er omkring 6-9 måneder, begynder den at afstemme sit aktivitetsniveau med resten af familiens. Når vi er aktive, er hunden også aktiv. Når vi hviler, gør hunden det også.

De vigtigste lederegenskaber er at sætte elementære grænser, at tage initiativer til aktiviteter og afslutte dem og holde ro i flokken. I ulveflokken ses dette tydeligt under jagten, ved vandringer, og når ulvene vågner efter at have hvilet. Her det oftest alfadyret, som tager initiativet, men ikke altid. I en ulveflok er det nemlig ikke et og samme individ, som tager alle beslutningerne.

Det enkelte individ gør kun, hvad der bedst kan betale sig for den. Hvis floklederen finder ud af, at det bedst kan betale sig at følge et initiativ fra et flokmedlem, som for eksempel er ekspert i at fange et bestemt bytte, så gør den det. Forskellige medlemmer af flokken kan altså tage initiativet i forskellige situationer. Lederen er dog den, som tager de fleste initiativer. Alfadyret er ofte ældre og mere erfaren end de andre, og har derfor større mulighed for at lede de andre til positive oplevelser.

En anden meget vigtig funktion for lederen - for ikke at sige et krav - er at holde vagt og forsvare flokken. Lederen skal jage fremmed ulve, bjørne o.l., der udgør en fare mod hvalpene, væk og skabe tryghed omkring sig. Så er det, man kan spørge: hvor gode er vi mennesker egentlig til det? Vi lader hunden være alene i haven og råber og skriger af den, når den gør af dem, som passerer havelågen. Vi efterlader små hvalpe uden for butikkerne, mens vi køber ind. Vi anskaffer os hunde, fordi vi er bange for at være alene hjemme eller gå i mørket. Alt dette passer meget dårligt ind i vores rolle som leder af flokken. Vi overlader et ansvar til hundene, som egentlig tilhører os.

Hvor effektivt forsvar af flokken egentlig er som lederskabsøvelse, oplevede jeg med min gamle sct. bernhardshund. Han brød sig ikke om andre hanhunde. Ikke at han kastede sig frådende over dem. Men kom de for tæt på, jagede han dem væk. Da jeg fik min anden hund, - en hunhund - kom der løbetider ind i billedet. Jeg gik med begge hundene løse trods løbetiden, da det aldrig gav hverken mig selv eller andre problemer. Af og til hændte det, at en hanhund kom for tæt på min hunhund, og jeg var nødt aktivt at holde den væk. Min hanhund, som jeg forventede, ville være mere aggressiv, når hans hunhund var i løbetid, opførte sig tværtimod eksemplarisk. Forklaringen var naturligvis, at jeg endelig tog det ansvar, han forventet af mig som leder.

At være flokleder handler altså ikke om at gå brutalt til værks og vise sin hund, hvem der bestemmer. Aggressivitet er et afstands-øgende signal, som splitter flokken snarere end at samle den. Jo mere aggressivt man optræder, jo større bliver afstanden både fysisk og psykisk. Under naturlige forhold vil en sådan adfærd hurtigt føre til flokkens og dermed ens egen udslettelse. En god leder er derimod den, som sætter aktiviteter i gang og afslutter dem, som holder ro i flokken, opstiller elementære regler for god opførsel og skaber tryghed omkring sig. Lederskab handler altså om samarbejde, problemløsning, sammenhold og stabilitet.

STATUS I FLOKKEN

Fra HundeNyt nr. 6

Ulvene bruger en del af deres tid på at beholde eller højne deres status i flokken. Selvom rangordnen er bestemt på et tidligt tidspunkt, kan den ændres. Ændringer i rangordnen er mest iøjefaldende, når flokken mister et medlem, eller hvis det lykkedes en fremmed ulv at slutte sig til flokken.

Den mest almindelig måde at hævde sin rang på er gennem kropssproget. Når en ulv møder et flokmedlem med en lavere rang, passerer den overlegne ulv den anden med rejste ører, høj haleføring og vægten lagt på forkroppen. Den anden ulv viger for den og viser et underlegent kropssprog: ørene tilbage, lange mundvige, lav haleføring, undgår direkte øjenkontakt m.m. Alvorlige slagsmål er ekstremt sjældne. En af rangordnens vigtigste funktion er jo at hæmme og dæmpe aggressionerne i en flok. Alle kender hinanden og ved på forhånd, hvem der viger for hvem.

Ulven hævder også sin status gennem tilfældige forbud. Med et fast blik eller en knurren kan den forbyde andre at tage et bestemt ben, gå hen til en bestemt plads mm. Efter et stykke tid går den derfra og virker helt uinteresseret i, at en anden tager benet eller den forbudte liggeplads.

En måde at øge sin status på er at forsøge at tage initiativer. Jo flere gange en ulv får flokken med sig, jo højre rang opnår den. Tænk over det, næste gang du pr. automatik gør noget for din hund. For eksempel åbner døren, når den skraber på den for at komme ud eller giver den mad eller klap og kæl, fordi den gør eller piver.

Ændringer i hundeejerens familie som for eksempel, at der kommer et barn, en ny kæreste, hund e.l., kan føre til, at hunden forsøger at øge sin status i flokken. Også konflikter som skænderier kan få hunden til at forsøge sig. Fortæl lige det til din mand/kone eller kæreste. Og tænk over det, næste gang I har skændtes, og hunden så ikke vil komme, når der bliver kaldt på gåturen.

Problemer af den art løses IKKE ved at hævde sin dominans gennem aggressivitet. Aggressivitet er et afstands-øgende signal, som splitter flokken. Problemet løses ved at øge styringen af hundens aktiviteter. Tag initiativ til kontakt, til leg, til at lave sjove cirkuskunstner, lukke hunden ud i haven, når du vil - ikke når den plager mm. Det er også vigtigt, at du handler på samme måde hver gang, er vedholdende, afdæmpet, rolig og velafbalanceret.

Du skal ikke fuldstændig fratage din hund retten til at tage initiativer - det er unaturligt. Giv den i stedet nogle acceptable roller. Hvis din hund gør foran døren, når der kommer fremmede, så lær den kun at gø for eksempel to gange. Det er ingen god løsning fuldstændig at fjerne en adfærd, som er naturlig (hunden gør for at gøre flokken opmærksom på, at der er fremmede, som trænger ind på territoriet), eller som hunden er meget motiveret for at udføre. Giv i stedet den uønskede adfærd en acceptabel form.

HUNDESPROG 1

Fra HundeNyt nr. 7

Fordi hunden er et flokdyr, har den brug for at kunne meddelelse sig, så artsfæller forstår den. Kommunikationen skal blandt andet forhindre blodige konflikter, som ikke er en løsning for et flokdyr, der er dybt afhængig af sine flokfæller. Hunde meddeler sig hovedsagelig gennem kropssprog og mimik. Det er her, detaljerne kommer frem. Lydene bruges mest til grovere meddelelser og til at understøtte et visuelt budskab. Hos os mennesker er det omvendt. Vi kommunikerer hovedsagelig gennem det talte sprog. Vi er i hvert fald ofte mest bevidst om det talte sprog. For meget bliver også sagt med kropssprog og mimik. Men vores primære sprog er det verbale. Denne modsætning er årsag til mange misforståelser hos hundeejere. Mange tror, at hunden er født til at forstå, hvad de siger. Det kan være svært at acceptere og forstå, at betydningen af hvert eneste af de ord, vi bruger til vores hunde, først skal indlæres. Når vores hunde reagerer på det, vi siger, reagerer de ofte på det kropssprog eller den mimik, vi bruger i forbindelse med ordet. For eksempel følges et nej tit op af en foroverbøjet krop, en løftet pegefinger o.l. Så er det krops-signalet, som først indlæres hos hunden - først noget senere kan den skelne orden og forstå betydningen af det.

Hvalpe fødes ikke med et færdigt sprog. De fødes med evnen til at lære sproget. Selve sprog-udviklingen starter, efter hvalpen er født. Det er hundemoderen, som giver hvalpene de første lektioner. Men også omgangen med kuld-søskende er med til at opbygge sproget. Hvalpe har godt af at omgås andre hunde allerede hos opdrætteren. For eksempel er det vigtigt, at der er en sød hanhund i huset til at tage over med sprogundervisningen, når hundemoderen trækker sig fra hvalpene. Når vi får hvalpen hjem, er det utrolig vigtig, at vi fortsat giver den mulighed for at omgås andre hunde og træne sit hundeordforråd. Det går ikke, at vente til hvalpen er færdigvaccineret som 16-uger, så går man glip af en meget værdifuld tid. Hvalpen skal så hurtigt som muligt ud og møde andre hunde.

Hvalpen skal møde forskellige slags hunde, fordi mange af de hundetyper, vi har skabt, har et lidt 'forkvaklet' sprog på grund af deres anatomi. Mange terrier har for eksempel haler som antenner på radiobiler, hvilket normalt betyder, at hunden er meget selvsikker. Den engelske bulldog har en meget flad snude og snorker meget, når den bevæger sig. Det opfattes af mange hunde som en knurren og kan ende i et slagsmål. Også hunde med kuperede haler eller ører, pels ned i øjnene m.m. hæmmes sprogligt, fordi både hale, ører, øje m.m. er vigtige kommunikations-redskaber. Hvalpen skal altså lære, at der findes forskellige måder at meddele sig på, så den ikke bliver enten bange for de andre hunde eller aggressiv over for dem.

HUNDESPROG 2

Fra HundeNyt nr. 8

Vores hunde giver os en masse oplysninger om dem selv hver dag. Og de studerer vores kropssprog. Faktisk er der nok ikke noget individ her på jorden, som kender dig så godt som din hund. Har du for eksempel aldrig haft den tanke, at din hund må være tankelæser? Der er dog ikke noget hokus pokus ved det - de har studeret os gennem lang tid og ved præcis, hvordan vi ser ud, inden vi giver hunden mad, skal ud og gå tur m.m.

Hunden bruger mimik og kropssprog til at meddele sig. Vi starter med at se på de enkelte dele, og hvad de betyder. Men det er vigtigt at forstå, at hunden ikke kun bruger et signal ad gangen, men ofte en kombination af flere af dem.

Når en hund med øjnene vil fortælle, at den er overlegen, gør den øjnene store og stirrende og fastholder blikket på modparten. En underlegen hund har derimod smalle øjne og undgår direkte øjenkontakt med modparten. Den kan også finde på at blinke i denne situation. Du vil kunne se, at din hund har smalle øjne, når den tigger ved bordet, bliver kælet med eller hilser på en fremmed hund og vil fortælle, at den ikke er en trussel. Også angste hunde vil lave smalle øjne, og hunde, der er aggressive på grund af underlegenhed.

Du kan bruge det at lave smalle øjne, når du laver for eksempel øjenkontakt-øvelser med din hund. Her er det vigtigt ikke at stå i direkte øjenhøjde med din hund, men kigge på den oppe fra. Så sænker du automatisk øjnene, og gør blikket blødere. Tænk i det hele taget over, hvordan du bruger dine øjne i situationer, som skal være behagelig for din hund. For eksempel når du træner, kæler med den, børster den m.m. De store stirrende øjne kan du bruge, når du træner forbud med din hund. Du behøver faktisk slet ikke at sige noget til din hund, men kan fortælle den om et forbud ved at lave store, stirrende øjne. Men husk altid at stoppe igen, når din hund ser væk, blinker med øjnene eller slikker sig om munden. Så fortæller den dig nemlig, at den accepterer din overlegenhed - og det SKAL vi respekterer ved øjeblikkelig at holde op med at vise dominans.

Også når du hilser på fremmed hunde, skal du tænke på dine øjne og dit blik. Meget signalfølsomme hunde (hunde der oversætter menneskets sprog direkte til hundesprog) vil øjeblikkelig opfatte et blik, der bliver hængende lidt for længe, som en trussel. De vil ofte trække sig tilbage, gø og eventuelt begynde at knurre. Lav små øjne, undgå direkte øjenkontakt og vend hovedet lidt til den ene side. Så fortæller du hunden, at du er venlig og ikke udgør nogen trussel. Så vil du meget hurtigt opleve, at hunden falder til ro igen.

For at lave de smalle eller stirrende øjne tager den andre dele af ansigtet i brug. En underlegen eller venlig hund vil løfte hagen op og have glatte øjenbryn, så stoppet mellem øjnene og snuden bliver meget lidt markeret. En overlegen hund gør sit blik stirrende ved at rynke øjenbrynene, sænke hagen, så stoppet mellem øjnene bliver meget markeret - næsten vinkelret. Disse to beskrivelser er yderpunkter, og graden af overlegenhed og underlegen kan variere mange grader herimellem.

AFSTANDS-ØGENDE SIGNALER

Fra HundeNyt nr. 12

Hunde, der vil imponere eller true andre hunde, puster sig i bogstaveligste forstand op. De prøver at gøre sig så store og brede som muligt. De går stive skridt på stive ben, vægten er lagt på forparten af hunden, børsterne kan være rejst på den øvre del af ryggen og skuldrene, og halen holdes højt. De har stirrende øjne, og ørene er rejst og vendt fremad. De kan også knurre lidt af den anden hund. Disse hunde bruger afstands-øgende signaler, og formålet er at få den anden hund til at øge afstanden til den.

Hunde, der bruger afstands-øgende signaler, bliver meget ofte misforstået. Den ene misforståelse består i, at mange kalder disse hunde dominerende. Men en hund kan kun være dominerende inden for dens egen flok - familien. En hund danner ikke flok med andre hunde, den møder. Hverken på træningspladsen eller på gåturen. Heller ikke selvom den kender de andre hunde godt. Disse hunde er nemlig ikke familie - højt nære bekendte.

Den anden misforståelse går på, at disse hunde bliver opfattet som selvsikre og 'aggressive'. Tværtimod er der meget ofte tale om en usikker hund, som sender afstands-øgende signaler for at 'forsvare' sig selv. De kan være usikre af natur, eller de kan have ondt et eller andet sted. Denne misforståelse fører desværre ofte videre til, at hundene takles forkert. De bliver skældt ud, rykket i snoren eller måske endda slået, når de 'truer' andre hunde. Med det resultat, at den usikre hund får en dårlig oplevelse med andre hunde og bliver endnu mere usikre og utryg. Næste gang den møder en hund, bruger den så endnu flere afstands-øgende signaler. Og så er starten på en meget ond cirkel indledt.

Disse hunde skal i stedet gøre trygge ved andre hunde gennem en langsom og gradvis tilvænning, hvor de får positive oplevelser ved mødet med andre hunde. Du bør også ALTID få undersøgt din hund grundigt hos dyrlægen, hvis den begynder at opføre sig truende over for andre hunde.

En selvsikker hund kan selvfølgelig også bruge afstands-øgende signaler. Men der er nuanceforskelle, som gør, at du kan kende forskel på dem. Du vil kunne genkende en usikker hund, der bruger afstands-øgende signaler, på, at den har en overdreven høj haleføring og ofte knurrer lidt ad den anden hund. Også de rejste børster fortæller dig, at hunden er usikker. Disse hunde prøver så at sige at overkompensere for deres mentale svaghed ved at overdrive deres fysiske størrelse.

De dæmpende signaler: Kigge væk

Fra HundeNyt nr. 13

En af hundens mest fascinerende kommunikationsformer er dens brug af dæmpende signaler. Hunden bruger dæmpende signaler til at dæmpe andre individers sindsstemninger og løse konflikter ublodigt. De dæmper både aggressivitet, over-ivrige (ung)-hunde og usikre og nervøse hunde. Hunden dæmper også dens mennesker, når de for eksempel er vrede, irriteret, omfavner andre mennesker, råber for højt m.m. Og sidst, men bestemt ikke mindst, bruger hunden de dæmpende signaler til at dæmpe sig selv.

Det er som en helt ny verden, der åbner sig, når du kan tyde din hunds dæmpende signaler og ved, hvordan du skal reagere på dem. Så er det for alvor, at du bliver i stand til at kommunikere med din hund. Det tager tid at blive god til at observere og læse sin hund, men det er besværet værd.

Det er en norsk kvinde, Turid Rugaas, som har beskrevet hundens dæmpende signaler mest detaljeret. Ifølge hende findes der omkring 30 forskellige dæmpende signaler. Mange af de dæmpende signaler, er adfærd, som hunden også bruger i andre sammenhænge, hvor de ingen betydning har. Det vil sige, det er ikke hver gang, at hunden snuser i jorden, at den dæmper. Det er først, når signalet er en del af en kommunikation med andre, at det bliver til et dæmpende signal. Hunden kan også bruge flere af de dæmpende signaler på samme tid.

At dreje hovedet til siden er det først af de dæmpende, vi skal se nærmere på. Hunden kan enten dreje hovedet til den ene side, dreje det først til den ene side og så til den anden, holde hovedet vendt væk et lille stykke tid eller bare kigge væk med øjnene. Ofte er der tale om, at hunden kun kigger væk en brøkdel af et sekund. Så det gælder om at være meget opmærksom.

Hunden bruger dette signal til at fortælle, at den synes, en situation er ubehagelig, eller at den er venligsindet og ikke udgør nogen trussel. Du kan observere, at din hund vender hovedet væk, når den hilser på en fremmede anden hund. I den situation vil hundene aldrig se direkte på hinanden. Din hund vil også vende hovedet væk, hvis en anden hund kommer for hurtigt hen for at hilse eller løber i en direkte linie mod din hund.

Sandsynligvis vil den også dæmpe dig ved at vende hovedet væk, når du holder rundt om den, krammer den, klapper den på den side, som er længst væk fra dig eller løfter den op. Eller hvis du bøjer dig ned mod din hund eller ind over den under for eksempel indkald eller i 'sit' og 'dæk'. Mange hunde vender også hovedet væk, når man vil tage billeder eller video af dem. Nu ved du hvorfor.

Du kan selv bruge det at vende hovedet væk, når du hilser på fremmede hunde, eller hvis andre hunde knurrer eller gør af dig. På den måde kan du fortælle den, at du ikke er farlig, men venlig. Du kan også bruge signalet i forhold til din egen hund, hvis den bliver usikker på dig og bruger dæmpende signaler. Også i indkald vil du kunne få din hund til at komme hurtigere ved at se væk eller stille dig med ryggen eller siden til den. Du bør også nøjes med at kæle og klappe din hund på den side, som er tættest på dig selv.

De dæmpende signaler: at sætte sig

Denne gang ser vi nærmere på det dæmpende signal at 'sætte sig ned'. Når hunden bruger det at sætte sig ned som et dæmpende signal, kan den enten bare sætte sig eller gøre signalet endnu kraftigere ved at sætte sig med ryggen til. Min hunhund bruger ofte det at sætte sig ned med ryggen til over for påtrængende hanhunde, som synes hun er dejlig. Og det får dem til at miste interessen ganske hurtigt. Hunden kan også bruge det at sætte sig ned for at dæmpe dig eller andre mennesker. En typisk situation vil være, hvis du eller andre, for eksempel børn, krammer hunden, hvilket den ikke bryder sig om. En god regel er derfor ikke at tillade, at hunden bliver krammet, eller at afbryde det, når du ser, at den begynder at lave dæmpende signaler.

Hvis du har en lidt usikker hund eller en hund, som kan være lidt aggressiv over for andre hunde, kan du bruge det at få hunden til at sætte sig ned. I god tid inden den anden hund nærmere sig, får du din hund til at sætte sig foran dig, men med ryggen til den anden, når den passerer. Husk at have god afstand i starten. Når din hund er blevet mere tryg, kan du gradvist mindske afstanden til den passerende hund. Hav en masse godbidder, som du giver din hund stille og roligt, mens den anden hund passerer.

Du opnår faktisk to ting ved dette: at din hund ikke stresser op over den anden hund, og at din hund får en positiv oplevelse (godbidderne) ud af mødet med den anden hund. Jeg bruger denne øvelse meget med mine egne hunde, når jeg er ude og gå og kan se, at der kommer en hund, som jeg ved, de kunne finde på at gø af eller jage. Det er en utrolig god måde at forebygge og løse eventuelle konflikter på.

Du kan også selv bruge det at sætte dig ned, hvis din hund stresser, er overivrig eller lidt usikker og nervøs over et eller andet. I stedet for at skælde ud på hunden eller trøste den, sætter du dig bare stille og rolig ned og foretager noget neutralt uden at have opmærksomhed på hunden.
Denne øvelse kan også bruges til at få din hund til at stresse ned efter at have leget vildt med andre hunde, eller hvis du er ude at gå med andre, og der er brug for noget ro. Så sætter I jer stille og roligt ned med hundene i snor, ignorere dem og i løbet af kort tid vil der være ro i lejren. Eventuelt kan det være en fordel i starten at holde god afstand til hinanden. Øvelsen er også god som træning i at lære hundene at slappe af i andres selskab - og det er faktisk vigtigt, at hunde kan det.

De dæmpende signaler: At lægge sig

En typisk situation, hvor hunden bruger det at lægge sig ned som dæmpende signal, er under leg med andre hunde. Hvis den ene hund bliver træt af legen eller synes, det går for vildt for sig, kan man ofte se, at den lægger sig pladask ned midt i det hele. Og hurtigt derefter er der så skabt ro i 'rækkerne'.

Man kan også opleve, at hunde lægger sig ned for at dæmpe, når de møder andre hunde på gåturen. Du har måske oplevet det med din egen hunde eller med fremmede hunde. Når man på afstand møder en anden hund, så lægger en af dem sig ned i god afstand fra den anden hund for så at rejse sig op og hilse, når den anden kommer tættere på. Det er dog ikke altid et dæmpende signal, når hunden lægger sig ned, når den møder andre. Det kan også ske som en del af jagtinstinktet. En af de hunde, min familie havde, da jeg var barn, havde en 'leg' med vores heste, som altid løb ind fra folden af sig selv om aftenen. Vores hund gemte sig bag nogle træer, hvor den lagde sig ned på lur. Hestene vidste godt, at hun lå der, så de kom løbende prustende og med hovedet helt ned mod jorden. Når de havde passeret hende, sprang hun op og 'jagtede' hestene, som dog også kunne finde på at jage hende.

Din hund kan også bruge det at lægge sig ned for at dæmpe dig, hvis du går for hurtigt og for direkte med foroverbøjet krop hen til den. F.eks hvis den ikke kommer, når du kalder, eller hvis du skal give den snor på eller kæle med den. For at undgå det skal du bevæge dig langsomt og i en bue hen til hunden, så virker du ikke truende med dit kropssprog. Du må selvfølglige heller ikke være vred på din hund, når du kalder på den eller giver den snor på. Ligegyldig, hvor godt du forsøger at skjule, at du er sur og irriteret, så kan din hund læse din sindstilstand. Jo - at have hund er en god øvelse i selvbeherskelse.

Du kan selv dæmpe din hund, hvis den er for vild og ikke vil falde til ro i stuen, ved lægge dig ned på sofaen med en god bog eller foran tv'et. Det vil inden for kort tid sætte en effektiv dæmper på din hund.

De dæmpende signaler: Vende siden eller ryggen til

Du kender sikkert situationen. Du sidder i sofaen om aftenen og får pludselig lyst til at kæle med hunden. Du vil gerne nusse den på de bløde ører og se ind i dens smukke brune øjne. Og hvad sker der? Hunden vil kun kløes på rumpen. Hvad er det egentlig, som sker her? Jo, hunden viser dig faktisk venlighed ved at vende sit våben - dens tænder - væk fra dig. Det er en form for dæmpende signal - og faktisk et meget kraftigt et. I denne situation viser hunden dig nok mest venlighed, og den er ikke så meget ude på at dæmpe hverken aggression, usikkerhed eller overivrighed.

Ofte vil hunden først bruge det at vende siden til, og hvis det ikke virker, vil den vende ryggen/bagdelen til og evt. gå den modsatte vej. Faktisk kan man sige, at der er flere dæmpende signaler her, som kan gradbøjes nogenlunde sådan: 1. Ikke have direkte øjenkontakt, 2. Kigge væk og evt. dreje hovedet lidt, 3. Vende siden til, 4. Vende ryggen/bagdelen til og gå den modsatte vej.

D in hund vil ofte bruge dette signal. For eksempel hvis der dukker noget brat og uventet op som, kommer en hund løbende hurtigt mod din hund, eller hvis du er vred på din hund og går hen mod den for at straffe den. En anden klassisk situation, hvor hunden vender sig væk, er, hvis den møder en lidt usikker hvalp. Her kan du opleve, at hunden pludselig vender omkring, mens den er på vej hen for at hilse på hvalpen. Det opfattes tit som om, at hunden er uinteresseret i hvalpen, men faktisk er den i færd med at fortælle hvalpen, at den er fredelig og ikke har fæle hensigter. Voksne hunde bruger meget det at vende siden til i deres omgang med hvalpe og unghunde. Hvis en hvalp eller unghund for eksempel plager en voksen hund meget, vil den voksne ofte vende siden til den og blive ved med det, indtil legen stilner af. Det misforstås ofte, og folk tror, at hunden er alt for overbærende over for den vilde hvalp og ikke 'evner' at sætte den på plads. Men faktisk er den i fuld gang med at opdrage på hvalpen/unghunden - bare på hundesprog.

Du kan selvfølgelig også bruge det at vende siden eller ryggen til, hvis du har brug for at dæmpe din hund. Det er for eksempel meget effektivt, når du skal lære din hund at komme, når du kalder. For ikke at virke truende på nogen måde starter du indlæringen med først at sidde på hug med ryggen til hvalpen, når du kalder, så hug med siden til, så på hug med front mod hvalpen, mens du kigger til den ene side osv., indtil du til sidst kan stå helt oprejst med front mod hunden og kigge direkte på den, når du kalder. Du kan også bruge det i situationer, hvor din hund er blevet bange for dig af en eller anden grund. Og brug det altid, når du hilser på fremmede, lidt usikre hunde, eller hvis en hund kommer farende mod dig og gør.

De dæmpende signaler: Gå imellem /splitte op

Vores hunde bruger det at 'gå imellem', når de løser konflikter. Det vil sige, at de går ind og bryder en tæt kontakt mellem to hunde, en hund og et menneske eller to mennesker ved at gå eller stille sig midt i mellem de 'stridende' parter. Et klassisk eksempel er kæreste- eller ægteparret, som står og omfavner og kysser hinanden. Men fordi omfavnelse og tæt kontakt set med hundens øjne er en konfliktsituation eller en situation, som kan udvikle sig til en konflikt, går den ind og dæmper aggressionerne ved at gå imellem parret. Mange mennesker misforstår det og tror, at hunden er jaloux.

Hunden bruger det at gå imellem eller splitte op i mange forskellige situationer: når du krammer venner og familie, sidder tæt sammen med andre i sofaen, og når andre hunde kommer for tæt på dig eller andre i familien (flokken). Også når to hunde - især unghunde - leger lidt for vildt og voldsomt sammen, kan en lidt ældre hund tage en tur ind i mellem dem, så der igen kommer ro over gemytterne. Det kan være en god idé at have en ældre hund med sig, hvis man underviser hvalpehold. Den kan så gå ind og forhindrer, at nogle hvalpe mobber andre, ved blandt andet at splitte op og stille sig imellem. Men det kræver, at man har en meget sprogsikker hund, som løser konflikter uden at være truende - ellers risikerer man, at hvalpene får dårlige oplevelser og bliver bange for andre hunde.

Min hanhund bruger det at gå imellem utrolig meget, når vi møder fremmede hanhunde, som viser lidt for megen interesse for min hunhund. Så møver han sig ind imellem dem og bliver ved med at gå imellem frem og tilbage, ind til den anden hund går videre. Utrolig effektivt, og som treårig har han endnu aldrig været i en slåskamp.

Du kan selv bruge det at gå imellem og splitte op. Men det er vigtigt, at du gør det korrekt. Du må ikke optræde truende, og du skal være rolig i dine bevægelser og undgå direkte øjenkontakt. Hvis du splitter op ved at gå imellem to hunde, skal du sænke farten, når du går ind mellem hundene. Når du stiller dig imellem din hund, og noget den er bange for eller utryg ved, er det en god idé at stå med ryggen til hunden. Det kræver lidt øvelse, men alle kan lære det. Prøv også at lægge mærke til, hvor tit din hund egentlig løser konflikter ved at 'gå imellem' og lær af dens måde at gøre det på.

Der er mange situationer, hvor du kan bruge det at splitte op. Hvis der er optræk til en konflikt mellem to hunde, kan du stille dig imellem dem. Det kræver, at du er forudseende og griber ind i god tid, inden hundene kører op, og mens der er afstand imellem dem. Også hvis du har en hund, som gør af andre hunde eller mennesker, kan du stille og roligt stille dig imellem hunden og det, den gør af, med ryggen til din egen hund. Du kan også bruge det at stå imellem, når du skal lære din hvalp, at der er noget, den ikke må. Hvis den for eksempel graver i potteplanten eller gnaver i ledningerne, stiller du dig imellem hvalpen og det, den bider i, og bliver stående, indtil hvalpen holder op med at forsøge at komme hen til det 'forbudte'. Det kan kræve noget tålmodighed, men som med så meget andet er det det lange seje træk, som giver de varig resultater.

De dæmpende signaler: Snuse i jorden

Jeg ser det så tit, når jeg er ude og lufte hunde. Ejere, der ikke kan få deres hunde til at komme, når de kalder. Jo mere de hidser sig op, jo mere futter hunden rundt og snuser i jorden. Og behøver jeg nævne, hvor vred ejeren bliver?

Det at snuse i jorden er faktisk et dæmpende signal. Hunden snuser selvfølgelig i jorden i mange andre situationer, fordi der er spændende dufte. Men af og til fungerer det som et dæmpende signal. Snusen i jorden kan variere fra et hurtigt dyk med hovedet til en langvaring intens snusen. Den kan være svært at skelne, hvornår hunden bare snuser i jorden, fordi der er noget interessant, og hvornår det faktisk er et dæmpende signal. Men læs situationen i sin helhed. Hvis der er en anden hund i nærheden, kan det meget vel være et dæmpende signal. Når du bliver gal og irriteret over, at din hund ikke kommer, når du kalder, går for langsom eller lignende, og din hund så reagerer ved at gå endnu langsommere og snuse i jorden, ja - så er den sandsynligvis i gang med at dæmpe dig. En anden karakteristisk situation, hvor hunden bruger snusen i jorden som dæmpende signal, er hunden, der møder en usikker hvalp eller unghund og på vejen hen for at hilse pludselig standser op og snuser interesseret i jorden.

Vi har lidt svært ved at bruge snusen i jorden som dæmpende signal - der er lidt langt ned. Men jeg plejer at bruge det at standse op, vende mig lidt omkring og studere et eller andet meget intensivt.

Kunsten at overleve - de dæmpende signaler

Dæmpende signaler, også kaldet pacificeringsadfærd, er en meget væsentlig del af hundens sprog. Gang på gang ser jeg, at de dæmpende signaler ignoreres, når hunde bliver trænet - ikke noget kønt syn.
Læs mere om hundens dæmpende signaler i Turid Rugaas's artikel.

Forår i luften - og masser af kasteskyts

Der er forår i luften i disse dage. Et vidunderligt vejr. Jeg har tilbragt påsken med at gå lange ture med mine hunde - som en masse andre hundeejere. På mine gåture er der en ting, som har slået mig. Nemlig hvor utrolig mange mennesker, som 'aktiverer' deres hunde ved at kaste med pinde, bolde eller en af de utallige indretninger, man kan købe, så kasteskytset kan komme højere, hurtigere og længere. Hele turen igennem skal hunden løbe efter pinden eller bolden. Mange hunde er så fixeret på det, at de gør uafbrud, når ejere ikke kaster et eller andet og snerrer af hunde, der kommer for tæt på. Hunde har ikke ret godt af at løbe efter jagtobjekter på den måde. Det er en utrolig stressende beskæftigelse, og hunden bliver ikke træt på en god måde efter gåturen.

Misforstå mig ikke. Jeg er ikke på ingen måde fanatisk modstander bold- eller pindekastning. Jeg kan sagtens kaste en pind eller to til mine hunde. Og de synes bestemt, det er sjovt at løbe efter den og komme først hen og få fat i den. Frem for bare at kaste pinden eller bolden bevidstløst hen ad græsplænen kaster jeg ofte den ind i skovbunden, hvor de skal bruge næsen for at finde den - gerne til at finde den pind, jeg har kastet, mellem en masse andre. Men alt med måde.

Jeg synes, at gåture først og fremmest skal bruge til, at hunden får mulighed for at være hund. Turen skal foregå et sted, hvor den må være løs. Her skal den løbe rundt, finde interessante dufte, følge lidt fært, grave huller og møde venligsindede artsfæller. Hunden skal ikke tonser rundt efter en pind i den time eller to, turen varer. Det er ikke fornuftig beskæftigelse for hunde. Og de fleste hundeejere beklager sig faktiskover den pindefixerede hund, som ikke kan finde ud af at beskæftige sig på egen hånd og driver ejeren til vanvid med den evindelige gøen, når der ikke sker noget. Bare et godt råd, nu hvor vi går tiden til de gode gåture i møde.

Tilbage til artikler

 
  Start | Adfærd | Artikler | Forum | Fotos | Nyheder (c) Hundeskolen Trofast 20058